Hendes fødselsdag havde været fejret med maner. Kaviar, foie gras og champagne i lange baner. Serveret af tjenere. Nu trippede hun på sine gamle ben ud til den ventende bil. En lang sort Mercedes limousine. Chaufføren åbnede døren, mens hendes søn iført sine leopard-tøfler med den ene hånd støttede sig til sin stok, med den anden vinkede farvel.
»Åh herregud da. Tænk sig, at det skulle ende sådan,« sagde Emma Spies med slet skjult foragt og rystede på hovedet.
For det kan godt være, at hendes søn var en stor kanon og blev kaldt rejsekongen, men i hendes øjne var Simon Spies en fiasko.
»Jeg tror, at Emma skammede sig lidt over ham. Over at han var så flamboyant, som han var. Det kunne hun sgu ikke rigtig følge med i,« lyder det fra Simon Spies' mangeårige ven Carl Bjerredahl, som husker fødselsdagen og ikke mindst, hvor dårlig tilpas Emma Spies var over ekstravagancen.
I B.T.s sommerserie 'Spies bag facaden' er vi nået til kapitlet om rejsekongens forhold til sin mor. Om hans livslange kamp for at vinde sin mors kærlighed og anerkendelse. Gøre hende stolt.
En kamp, som han tabte.
Enebarnet Simon Spies kom i 1921 til verden i Helsingør og voksede op i en beskeden lejlighed med lokum i gården med en streng og dominerende mor og en skizofren far, som i lange perioder var indlagt på den lukkede.
Ægteskabet gik dog i opløsning, inden den lille Simon var fyldt et år, og hans mor måtte knokle for at få enderne til at hænge sammen. Derfor betød sikkerhed og tryghed alt for hende.
Så da hendes søn efter at have fuldført to akademiske uddannelser på Københavns Universitet blev ansat som embedsmand i det statslige Prisvaredirektorat, var Emma Spies en lykkelig kvinde.
Nu var sønnens – og dermed hendes – fremtid sikret.
Men som vi alle ved, varede den drøm ikke længe. Simon Spies ville have luft under vingerne. Og jo mere luft, jo mere ekstravagant blev han.
Emma Spies hadede det. Og benyttede enhver lejlighed til at pille ham ned fra piedestalen, få ham til at føle sig som en lille uvorn dreng.
»Hun var pissesur og irriterende. Hun var simpelthen forfærdelig,« siger filmproducent Steen Herdel, der i flere år var ansat af og tæt på Simon Spies.
Som han husker det, var der noget 'mor, mor, se, hvad jeg kan' over deres forhold. At Simon Spies konstant prøvede at imponere hende. Forgæves.
For ifølge Steen Herdel vrængede mor Emma nærmest på næsen af sønnens rigdom.
»Til gengæld havde hun et billede, hvor han og prins Henrik stod sammen. Det gjorde hun meget ud af. Og det eneste, hun interesserede sig for, var, at han skulle have Ridderkorset. Men billedet var det nærmeste, han kom.«
Lidt mere forståelse for Emma Spies finder man hos formandens gamle ven Carl Bjerredahl. Det var nemlig ham, der ofte blev sendt af sted for at besøge moderen, når formandens dårlige samvittighed blev for tyk.
»Så blev jeg sendt op med en buket blomster. Selv skulle han ikke nyde noget,« fortæller Carl Bjerredahl, som opnåede at have et tåleligt forhold til Emma Spies.
Men han husker også, hvordan de forsøgte at skærme hende fra avis- og ugebladsforsider af sønnen i pinlige situationer. Hvor Simon Spies var nøgen, fuld og på rulleskøjter eller fotograferet midt i et sexorgie.
»Alligevel kunne hun jo ikke undgå at se løbesedlerne. Det brød hun sig ikke om. Og hendes veninder brød sig ikke om det,« siger Carl Bjerredahl om misbilligelsen fra den dominerende mor.
»Det var et mærkeligt forhold. De havde simpelthen bare ikke noget at tale om. Emmas verden var et lille hus i Helsingør og hendes gamle veninder. Allesammen var nøjsomme. Og så var der den flamboyante søn, som ingen af dem forstod noget som helst af.«
»Hun bebrejdede ham hele tiden, at han ikke var blevet inden for staten. Alligevel gjorde han fandeme alt, hvad han kunne for hende. Hoppede nærmest på tungen. Og det eneste, hun sagde, var: 'Få nu klippet det åndssvage skæg væk'.«
Meget sigende for hendes holdning til den søn, der gennem flere årtier blev hyldet som en folkehelt og var elsket for sin bramfrihed og excentriske levevis, er ifølge Carl Bjerredahl dén bemærkning, der faldt på et af hans mange besøg.
Simon Spies havde netop købt natklubben Valencia i København og havde – som han ofte gjorde – indsat sin mor i bestyrelsen.
Så for at holde snakken i gang spurgte Carl Bjerredahl høfligt den aldrende dame, hvad hun egentlig brugte alle de penge til, som hun fik i bestyrelseshonorar.
'Jeg sparer op,' svarede hun.
'Til hvad dog? Et nyt hus?'
'Nej. Til min søn. Til dén dag, når det hele går galt.'
»Det var ikke 'hvis det går galt', men 'når det går galt'. For det kunne umuligt blive ved med at gå for ham,« fortæller Carl Bjerredahl.
Trods moderens manglende tiltro til sønnens evner og succes fortsatte Simon Spies ufortrødent med at hoppe på tungen for hende.
Da hun blev for gammel og svag til at kunne klare sig selv i huset i Helsingør, installerede han hende i en suite på toppen af Hotel Mercur i København, som han på daværende tidspunkt havde erhvervet.
»Han ansatte en fast sygeplejerske, som bare skulle passe på hende. Og en gang om ugen gik han op og spurgte, hvordan det gik. Og så sad hun og surmulede lidt.«
»Nej. Der var ikke noget varmt forhold der. De forstod ganske enkelt ikke hinanden.«
Selv ikke i de sidste år af Simon Spies' liv.
Da den 61-årige Simon Spies i 1983 giftede sig med Janni Brodersen, blev der ikke sparet på noget.
Mere end 1.000 gæster var inviteret. Der blev serveret årgangsvine og champagne, hummer og belugakaviar. Verdens største bryllupskage.
Men én ting manglede: Emma Spies.
Hun var – hed det sig – for syg til at deltage i sin søns bryllup, mens sandheden snarere var, at hun havde snoet sig udenom ved at lade sig indlægge for at gennemgå en mindre operation, der uden problemer kunne have været udført en hvilken som helst anden dag.
Under et år senere var hendes eneste søn død. Heller ikke begravelsen var Emma Spies med til.
Men sin endegyldige foragt for sønnen udviste hun i døden.
Da Emma Spies' eget liv randt ud det efterfølgende år, havde hun i sit testamente sikret sig, at hun ikke blev begravet sammen med sin søn på det enorme gravsted, han havde erhvervet på Hørsholm Kirkegård. Den trøst skulle han ikke have.
I stedet valgte Emma Spies, at hendes jordiske rester skulle ligge under en beskeden sten på Holmens Kirkegård i København. Langt væk fra sin eneste søn.
