Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Han fik den tragiske nyhed overbragt i hospitalssengen på Hvidovre Hospital. ‘Sørg nu for at sende en krans’ lød hans korte og fattede reaktion. Først da alle andre var gået, og kun hans kone sad ved hans side, turde han vise sine sande følelser.
»Vil du ikke lægge dig lidt over til mig?« bad han. Og så kom den, mens de lå filtret ind i hinanden. Gråden.
Reaktionen på at have mistet sin bedste ven.
I B.T.s sommerserie ‘Spies bag facaden’ er vi nået til fjerde og sidste kapitel om Simon Spies. Om venskabet med livlægen Jan Smith.
Manden, der er af mange blev anset som den søn, Spies aldrig fik. Som ham, der en dag skulle arve og videreføre Simon Spies’ livsværk.
Nu var han død. Havde skudt sig selv.
Det var i 1966, at den excentriske rejsekonge og Jan Smith mødtes første gang. Faktisk selvsamme aften, hvor Simon Spies prøvede hash for første gang.
Her var den 23-årige kemiingeniør Jan Smith blandt gæsterne, og selvom der var mere end 20 års aldersforskel på de to mænd, var der en særlig kemi.
Uden tvivl hjulpet godt på vej af, at de begge var lynende intelligente.
»Inderst inde tror jeg, at de var meget tæt forbundne,« mener filmproducer Steen Herdel, som nogle år senere blev ansat af og var tæt på Simon Spies.
»Deres forhold var meget far-søn-agtigt. Og jeg tror, at han på et tidspunkt følte, at det var Jan, der skulle overtage det hele, fordi han var hamrende begavet.«
»Spies holdt meget af at tilbringe tid sammen med ham, hvor de diskuterede alt mellem himmel og jord.«
Venskabets hang dog de første år uløseligt sammen med Simon Spies psykedeliske periode, hvor Jan Smith med sin baggrund som kemiingeniør kunne bidrage til eksperimenterne.
Men da rejsekongen i 1969 lagde stofferne på hylden, fortsatte venskabet. To år senere kom Carl Bjerredahl til, og de blev en næsten ubrydelig treenighed.
»Der var et helt særligt bånd. Vi var næsten altid sammen og rejste overalt, grinede og hyggede godt sammen. Vi var venner, som man nu kan være det, når det kun er den ene, der har alle pengene,« forklarer Carl Bjerredahl.
Årstallet fortaber sig lidt i tågerne, men han husker, at det var et væddemål, der indirekte førte til, at Jan Smith i midten af 70erne endte med at blive Simon Spies’ livlæge.
Under en lystig aften pralede rejsekongen nemlig med sine to akademiske uddannelser og gav udtryk for, at han foretrak folk, der havde det samme.
»Det skulle han ikke have sagt, for straks sagde Jan, at så han ville tage én mere, at det ville blive en af de tunge og på rekordtid,« husker Carl Bjerredahl, ifølge hvem det lykkedes Jan Smith at blive læge på blot to år mod de otte, der var normen.
»Men han gjorde det ikke, fordi det var hans drøm. Kun fordi de væddede om det.«
Og det var ikke kun det væddemål, som Jan Smith vandt.
Ligesom Simon Spies selv var den unge livlæge meget glad for det andet køn. Til tider for glad, og Carl Bjerredahl husker flere situationer, hvor vennen ikke helt respekterede, at man holdt nallerne fra Simons piger.
»For det var sådan dengang, at hvis vennerne skulle forsøge sig med noget af Simon Spies’, så spurgte man pænt om lov.«
Hvilket Jan Smith på ingen måde gjorde, da han i slutningen af 1970erne blev kæreste med Simon Spies’ betroede privatsekretær Lene Christensen.
»Det måtte Simon finde sig i, selvom han var ret irriteret over, at de havde et forhold,« fortæller Carl Bjerredahl.
Venskabet overlevede det og meget mere, og ofte udfordrede de hinanden i store filosofiske og etiske samtaler om liv og død.
Mens hans titel af livlæge længe var mere af navn end af gavn, blev Jan Smiths uddannelse mere og mere relevant, i takt med at Simon Spies’ helbred begyndte at skrante, ligesom tankerne om, hvad der skulle ske med hans livsværk den dag, han gik bort, blev presserende.
Jan Smith blev igen og igen nævnt som en kandidat.
Det var alkoholen og årtiers hårde livsstil, der for alvor var begyndt at sætte sine spor i den excentriske rejsekonge, hvis lever var begyndt at stå af.
På en rejse til Afrika i december 1982 overså Jan Smith de første tegn, ligesom han i øvrigt også bagatelliserede sine egne mavesmerter på turen.
For der var andre og mere spændende ting at tænke på. Nemlig Simon Spies intense kurtiseren af en en ung kassedame i salgsafdelingen.
Få måneder senere ændrede alt sig.
Kassedamen Janni Brodersen sagde ja til at gifte sig med Simon Spies. Og Jan Smith fik konstateret kræft. Aggressiv kræft i lymfesystemet. Som havde spredt sig.
11. maj 1983 stod brylluppet. Stort og ekstravagant. Omkring 1.000 gæster var der. Deriblandt en syg og afkræftet Jan Smith.
Knap tre måneder senere blev Simon Spies indlagt. Første gang. Og derfra kæmpede han for sit liv. Var inde og ude af hospitalet igen og igen.
Den 21. marts 1984 lå han der igen. Afkræftet og afpillet, da hans nærmeste medarbejdere overbragte ham den tragiske nyhed.
At hans ven Jan Smith var død.
»Det var en frygtelig tragedie, at han skulle miste livet så ung,« siger Carl Bjerredahl om vennen, der kun blev 41 år.
Han er overbevist om, at det var prognosen, der fik Jan Smith til at tage sit eget liv.
»Men der var ingen, der vidste, at han gik med de tanker. Det var sgu barskt, men det er fandeme også en barsk sygdom.«
»I et år havde han kæmpet med den og havde det rædselsfuldt,« fortæller Carl Bjerredahl og husker, at Jan Smith faktisk var tæt på at dø, da lægerne startede med at give ham den forkerte type kemo.
»Han ringede til mig samme formiddag, som han skød sig selv. Sagde ikke noget om, at han havde de tanker, men havde ofte talt om, at han simpelthen ikke orkede at skulle igennem en gang kemo igen.«
»Dengang var kræft nærmest uhelbredelig, og jeg mener, at han den morgen igen havde mærket en hævet kirtel.«
»Som læge tror du ikke selv på, at du overlever det. Og det gjorde han så heller ikke,« lyder Carl Bjerredahls triste konstatering.
Simon Spies var ikke en mand, der var i sine følelsers vold, havde hang tårer.
Men den dag, hvor han lå i hospitalssengen på Hvidovre Hospital som en afpillet skygge af sit gamle jeg, græd han i sin 21-årige hustrus favn. Over tabet af sin bedste ven. Ham, han engang havde tænkt skulle overtage det hele.
26 dage senere blev de genforenet. I himlen.
Kilder: Andreas Fugl Thøgersen: ‘Simon Spies – solkongens liv og tid’, Søren Anker Madsen: ‘Spies – I citater og billeder’
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Kontakt Livslinien på telefon 70 201 201 eller læs mere på www.livslinien.dk
