Tingene går ikke altid helt som planlagt, når der er små børn med i ligningen.

Det måtte radioværten Dan Grønbech sande, da han for nylig havde AaB-spilleren Lucas Andersen igennem på en telefon i sit radioprogram '4 på foden' på Radio4.

Interviewet handlede om den korsbåndsskade, som den 27-årige fodboldspiller pådrog sig lige inden udtagelsen til EM sidste år og ikke mindst det snarlige udsyn til et comeback.

Men pludselig kan man høre Lucas Andersens fireårige søn Carl hviske i baggrunden.

AaB's Lucas Andersen i Superliga-kampen mellem Randers FC og AaB på Cepheus Park i Randers, fredag den 6. november 2020.
AaB's Lucas Andersen i Superliga-kampen mellem Randers FC og AaB på Cepheus Park i Randers, fredag den 6. november 2020. Foto: Henning Bagger
Vis mere

AaB-farmanden har nemlig tilsyneladende lovet sin ivrige sønnike, at han må stille et spørgsmål, og det får han lov til.

Men et forsigtigt spørgsmål om, hvad radioværten Dan Grønbech laver lige nu, tager hurtigt fart.

Det udvikler sig til, at den fireårige Carl overtager interviewet og gerne vil høre om alt fra, hvad Dan Grønbech kan finde på at sige i radioen, til hvor stor han er. Svaret er i øvrigt 'måske lidt lavere end din far'.

»Er det dig, han har fået massage af?« lyder det eksempelvis fra lille Carl til store grin fra studiet.

Derfra siger farmand dog stop for den søde afbrydelse.

»Ej, Carl, nu tror jeg, det er nok spørgsmål for i dag,« lyder det til sidst fra Lucas Andersen, der lader sønnen takke af trods lavstemmet protest.