Han var en utilpasset rod, der var på vej ud i en kriminel løbebane. Men så fik han en god idé, investerede hele arven fra sin mormor og skabte en millionforretning.

Corona har dog bremset iværksættereventyret lidt. For første gang i de ti år, han har drevet virksomheden, har Lasse Skjønning Andersen fået underskud - og et stort et af slagsen.

Knap 1,2 millioner kroner har iværksætteren måttet indkassere i det seneste regnskab for restauranterne Grød, der har specialiseret sig i netop grød, viser årsregnskabet.

Og det er et pænt stort underskud, da regnskabet sidste år viste et overskud på samme beløb - 1,2 millioner kroner. Samtidig har det givet et indhug i egenkapitalen, der nu er nede på 5,4 millioner kroner.

Det er ti år, siden den første Grød-forretning åbnede.
Det er ti år, siden den første Grød-forretning åbnede. Foto: Tobias Kobborg
Vis mere

Lasse Skjønning Andersen er dog fortrøstningsfuld, skriver han i ledelsesberetningen.

'Vi har tabt mange penge, men ikke den fede energi. 2020 var et frygteligt år at drive restaurationsvirksomhed i. På trods af dette, er vi tilfredse med at vi fik begrænset de økonomiske tab og udviklet forretningen under umulige forhold,' skriver han.

For at begrænse tabet har Grød blandt andet satset voldsomt på take-away samt på at at udvikle et ‘retail-ben’, så foreningen kunne sælge mere online og i dagligvarehandlen.

Han skriver desuden, at virksomheden hurtigt fandt ud af, at det økonomisk havde været smartest at lukke alt ned for at få mest ud af statens hjælpepakker. Men det valgte man ikke at gøre.

Lasse Skjønning Andersen.
Lasse Skjønning Andersen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

'Vi besluttede os dog hurtigt for at vi i videst mulige omfang skulle se bort fra staten, og forsøge at klare den selv ved at holde alle butikker åbne – uanset de økonomiske omkostninger. Begrundelsen for dette er mange: vi var bange for hvad det ville gøre ved vores medarbejdere og leverandører at lukke helt ned, og at vi ville blive glemt af vores gæster. Vigtigst af alt havde vi en mavefornemmelse der sagde os at det at holde åbent på lang sigt stiller os stærkere som virksomhed,' skriver iværksætteren om sit sats.

Og eventyret begyndte nemlig lige præcis med et sats.

Lasse Skjønning Andersen havde egentlig ikke rigtigt spist grød - før han blev 15 år.

Han var overvægtig, røg hash, malede graffiti og var også blevet stoppet af politiet.

Sådan kan Grød også se ud.
Sådan kan Grød også se ud. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Men så fik han øjnene op for grød. Det blev til en passion for den unge teenager fra Sydhavnen. Han researchede efter nye opskrifter på nettet, og så besluttede han at lægge sit liv om, har han tidligere fortalt i et stort interview med TV2.

»Jeg begyndte også at træne og tabte mig. Jeg fokusere mere på skolen, begyndte at drikke proteinshakes, ryge mindre hash og stoppede med at male graffiti. Knoklede i det hele taget røven ud af bukserne,« fortalte han til TV2.

Og så besluttede han at satse alt på sin passion. Han havde arvet 200.000 kroner fra sin mormor og tog som 21-årig og satsede hele arven på at åbne sin første grød-restaurant på Jægersborggade på Nørrebro i København.

Konceptet blev hurtigt en stor succes og flere butikker kom til. Den økonomiske succes fulgte også med. Grød hev det ene overskud efter det andet hjem, og egenkapitalen fulgte med op og lød på 6,6 millioner kroner i 2019 - indtil corona tog en stor luns i 2020.

Men selv om Lasse Skjønning Andersen er fortrøstningsfuld for fremtiden, så er han alligevel tilbageholden med at spå om fremtiden.

'Vi har i 2021 allerede tabt flere penge end i hele 2020 tilsammen, men vil, med forbehold for nye nedlukninger, genvinde en del af det tabte i løbet af året. Samtidig gør vi nu (igen) de indledende øvelser til en internationalisering af virksomheden,' skriver han blandt andet i ledelsesberetningen.

Grød har i dag ti butikker.