En junidag i 1939 tændte Louise Tobin for radioen på sit hotelværelse i Manhattan, New York.

Der hørte hun noget, som straks fik hende til at vække sin mand fra sin middagslur – og måske ændre musikhistorien for altid.

Louise Tobins mand, orkesterlederen og trompetisten Harry James, havde netop forladt Benny Goodmans bigband for at starte sit eget. Han stod netop og manglede en mandlig sanger.

»'Elskede, du burde høre den knægt, der er på radioen. Den knægt, som optræder i showet, lyder ret godt',« erindrede Louise Tobin mange år senere om sin reaktion efter at have hørt den unge sanger i radioen.

Lørdag døde Louise Tobin – som selv fik en glimrende karriere som bigband- og jazzsangerinde – i et af sine børnebørns hjem i Carrollton, Texas. Hun blev 104 år gammel. Det bekræfter forfatteren Kevin Mooney, som har skrevet hendes biografi, over for The Washington Post. Han kender endnu ikke dødsårsagen.

Den stemme, hun hørte i radioen for 83 år siden, blev senere udødeliggjort – blandt andet takket være netop Louise Tobin.

Det var en 23-årig sanger, der dengang måtte arbejde som tjener for at få pengene til at række, hun havde hørt i radioprogrammet Rustic Cabin.

Navnet var Frank Sinatra.

Harry James delte sin hustrus begejstring, for allerede dagen efter tog han kontakt til den unge sanger med den fløjlsbløde stemme.

»Vi mangler en sanger, men vi har en ceremonimester, som synger lidt,« skulle han have sagt til Sinatra.

Kort efter underskrev de en etårig kontrakt, hvor Sinatra fik 75 dollar om ugen for at optræde sammen med Harry James og hans band, hvor Louise Tobin også selv deltog som sangerinde.

»Harry fortjener æren. Jeg vækkede ham bare,« lød det ydmygt fra Louis Tobin.

Frank Sinatra fotograferet i Orly-lufthavnen i Paris i 1968.
Frank Sinatra fotograferet i Orly-lufthavnen i Paris i 1968. Foto: Unknown
Vis mere

Uanset hvad, viste det sig hurtigt, at den unge Sinatra var gjort af noget helt særligt. Bandet nåede at indspille den senere evergreen 'All or Nothing At All', før Sinatra forlod Harry James for et mere populært band for siden at gå solo og blive en af sin generations – og historiens – største croonere.

Louise Tobin nåede selv at optræde som sanger i band med frontpersoner som Benny Goodman, Will Bradley og Bobby Hackett.

Kort efter at have hørt Frank Sinatra i radioen brød hendes ægteskab med Harry James sammen – ifølge Louise Tobin på grund af hans 'vandrende øjne' og store ego.

Han søgte mod Hollywood, mens hendes musikkarriere ebbede ud, idet hun tog sig af parrets børn og sørgede for deres opdragelse.

Louise Tobin vendte imidlertid tilbage til rampelyset flere år senere, efter at hun i 1967 blev gift igen; denne gang med jazzklarinettisten Michael Hucko, som hun optrådte sammen med i tre årtier i både USA, Europa, Australien og Japan.

Hun blev født i Aubrey, Texas tilbage i november 1918 og blev allerede opdaget som 14-årig, hvor hun vandt en lokal sangkonkurrence på radiostationen CBS i Dallas – efter at have stået på en kasse for overhovedet at kunne nå mikrofonen.

Det banede vejen for optrædener over hele staten Texas sammen med storesøsteren og et liv i showbiz.

»Jeg var lykkelig,« fortalte Louise Tobin mange år senere.

»Min lykke var ikke at være nødt til at ende som opvasker,« fortsatte hun.

Louise Tobin efterlader sig to sønner og mange børnebørn og oldebørn. Michael Hucko døde i 2003.

Hun overlevede således også den unge mand, hun hørte i radioen dengang i 1939. Frank Sinatra døde i 1998, 82 år gammel.