De nye, sponsorerede møbler fra FDB skabte »de perfekter rammer« og havde ligefrem »forvandlet vores udendørsområde til et favoritsted«.

Sådan skrev fuldmægtig, model og influencer Josefine Vibe i et nu slettet reklameopslag på Instagram - for samtidig med, at hun i rosende vendinger fremviste både bord og bænk, solgte hun møblerne på DBA for 5000 kroner.

Det skriver Journalisten.

Fagbladet har forhørt både Josefine Vibe og FDB Møbler om sagen, og først herefter er influencerens sponsorerede opslag blevet taget ned.

Det var en såkaldt M12-bænk og et M3-bord fra FDB Møblers 'Sammen'-kollektion - til en værdi af henholdsvis 5500 kroner og 7500 kroner - som influencer Josefine Vibe solgte på DBA for 5000 kroner, samtidig med, at hun reklamerede på Instagram for, hvor glad hun var for selv samme møbler hjemme i haven. Foto: FDB Møbler / PR

Vis mere

Først røg dog salgsannoncen på DBA, der indeholdt mange af de samme billeder som det sponsorerede opslag på Instagram. Dernæst røg kommentarsporet på Instagram-opslaget, der var fyldt med kritiske røster om sammenfaldet, og siden blev altså også selve Instagram-opslaget taget ned.

Nu bekræfter både Josefine Vibe og FDB Møbler overfor Journalisten, at deres samarbejde er fortid.

Mens Josefine Vibe ikke ønsker at kommentere yderligere, end at samarbejdet er afsluttet »i god dialog og enighed«, så vedkender FDB Møbler, at deres influencersamarbejder helst ikke skal ende med videresalg, mens reklamekampagnen er igang.

»Det er naturligvis ikke i tråd med vores værdier og den måde, vi normalt driver samarbejder på – og derfor er det pågældende samarbejde også afsluttet nu,« lyder det i et skriftligt svar fra marketingsafdelingen.