Noah Rosendal flygtede som 17-årig fra den danske frikirke Faderhuset.

Fem år efter er han nu aktuel med bogen 'Barn af Faderhuset', skrevet sammen med journalist Kristian Corfixen, hvor han fortæller om sin opvækst i frikirken, som efter sigende bar præg af vold og dæmonuddrivelser.

Nu reagerer den kontroversielle leder af frikirken Faderhuset Ruth Kristiansen tidligere Ruth Evensen på bogen.

Det sker overfor Henrik Qvortrup i mediemagasinet Q&CO på Podimo, hvor hun for første gang i over ti år stiller op.

»Hvad tænker du om, at der udkommer en bog med en larmende kritik af, hvordan børn i faderhuset bliver behandlet?,« spørger Henrik Qvortrup. 

»Jamen, Henrik, det har jeg jo oplevet i mange år. Vi taler om et karaktermord, og også om strukturel racisme,« lyder det fra Ruth Evensen, der fortsætter:

»Så når en løgn bliver gentaget igen og igen jamen, så er der bare nogen, der tror på det.«

Lederen af Faderhuset tilføjer videre, at der er tale om »sladder,« og at hun i flere år skulle have været udsat for »stalking.«

I samme podcast har Henrik Qvortrup interviewet forfatter til 'Barn af Faderhuset' Kristian Corfixen, der fortæller at Ruth Evensen skulle være kontaktet mange gange i forbindelse med bogen, uden at vende tilbage.

Adspurgt, hvorfor Ruth Evensen ikke har taget til genmæle i forhold til bogen lyder svaret:

»Det er, fordi jeg har rigtig, rigtig mange erfaringer med at fortælle journalister sandheden. Og eftersom det her er en smædekampagne, og det er alt sammen bygget på ren løgn, så ved jeg jo, at præmissen er jo ikke, at man vil høre min historie, for så havde jeg jo nok opdaget det.«

Ruth kalder det i øvrigt »fuldstændig løgn,« at Faderhuset skulle 'hjernevaske' børn.

»Hold nu kæft. Jeg slår ikke nogen børn,« lyder det også fra Ruth Evensen, da forfatter til bogen Kristian Corfixen forsøger at spørge hende ind til nogle af anklagerne.

De seneste år har der været meget mystik omkring, hvor Faderhusets medlemmer – herunder flere børn – i dag befinder sig, siden de forsvandt fra Lolland i 2016.

De ønsker Ruth Evensen da heller ikke at svare på, da Henrik Qvortrup spørger, hvor i Verden, hun befinder sig.

Faderhuset blev stiftet i 1990'erne og opløste officielt sig selv i 2013.