Skuespilleren Frits Helmuth døde i 2004. 10 år efter udgav Gyldendal en biografi om den populære skuespiller.

Under researchen til bogen dukkede et brev op, der afslørede, at Frits Helmuth 50 år tidligere havde søgt om forældremyndigheden over sin ældste datter, Pusle Helmuth.

Det kom som et chok – for hende. Pusle Helmuth var 52 år, før hun fandt ud af, at hendes far 'gerne ville hende'.

»Det var rart at få at vide, at jeg var elsket af min far. Jeg har altid fået at vide, at han ikke gad mig,« siger hun.

Pusle Helmuth mærker stadig som voksen savnet af sin far, Frits Helmuth.
Pusle Helmuth mærker stadig som voksen savnet af sin far, Frits Helmuth. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men det var også hårdt, for endnu en gang skulle hun bearbejde sorgen over aldrig at have haft sin far tæt på. Sorgen over, at han var død – og nu også sorgen over, at det endegyldigt var for sent at gøre noget om.

»Hele mit liv har jeg håbet på, at det snart ville blive anderledes. At i morgen ville blive bedre end i dag,« siger hun.

Frits og Pusle Helmuths historie er desværre ikke unik. En YouGov-måling, B.T. fik lavet i 2018, viste, at 23 procent af alle danskere har fravalgt et nærtstående familiemedlem.

Pusle Helmuth var to år gammel, da hun på grund af forældrenes skilsmisse mistede kontakten til sin far. Et brud, der har påvirket hendes liv, hendes karriere og hendes forhold til mænd.

Som barn troede hun, at hendes far sejlede på et stort skib.

»Det var den historie, min mor (skuespilleren Jeanne Darville, red.) fortalte – måske fordi de havde mødt hinanden under optagelserne til 'Styrmand Karlsens flammer'.«

I virkeligheden boede han kun 15 minutter væk.

Når hun ser tilbage, forstår hun, at afstand var den eneste måde, hendes mor kunne håndtere skilsmissen på.

Frits Helmuth og Jeanne Darville på deres bryllupsdag i 1961. Året efter blev Pusle Helmuth født.
Frits Helmuth og Jeanne Darville på deres bryllupsdag i 1961. Året efter blev Pusle Helmuth født. Foto: Vitus Nielsen
Vis mere

»Jeg så ikke min far på grund af min mor og fars skænderier og deres evige bekrigen af hinanden.«

Som 58-årig har Pusle Helmuth selv to skilsmisser bag sig. Hun har fået tre børn med sine tidligere ægtemænd og ved, hvor vigtigt det er, at børn bevarer kontakten til både mor og far.

Men for hende selv skulle der gå mange år, før hun så sin far igen.

Første gang var, da barneskuespilleren Pusle skulle optage film med Frits Helmuth.

Pusle Helmuth blev kendt som lillesøster i »Min søsters børn«. Her er det fra 1966 med bl.a. Sonja Oppenhagen, Jan Priiskorn Schmidt, Vibeke Houlberg, Michael Rosenberg, Lars Madsen og Axel Strøbye. Hendes egen far var langt mindre til stede i hendes liv.
Pusle Helmuth blev kendt som lillesøster i »Min søsters børn«. Her er det fra 1966 med bl.a. Sonja Oppenhagen, Jan Priiskorn Schmidt, Vibeke Houlberg, Michael Rosenberg, Lars Madsen og Axel Strøbye. Hendes egen far var langt mindre til stede i hendes liv. Foto: TV2
Vis mere

Hun har fået fortalt, at de mødtes i et legehus og spiste laksepindemadder. Selv husker hun intet om sin far:

»Ikke før den dag, jeg stod uden for hans dør to dage efter min konfirmation.«

Ud over en enkelt fødselsdag som barn var det første gang, hun skulle besøge ham. Han var inviteret til hendes konfirmation, men takkede nej. I stedet havde han budt hende på middag på andendagen.

Hun husker tydeligt turen op ad havegangen.

»Bortset fra den dag, jeg bar hans kiste ud af kirken, var det de tungeste skridt, jeg har gået i mit liv. Hjemmefra havde jeg kun hørt dårligt om ham, men jeg læste jo om ham, at han var en dejlig skuespiller.«

Hun husker, nervøsiteten da hun ringede på – og lettelsen, da han åbnede døren og sagde: »Der har vi jo min store pige.«

Hun kan stadig få tårer i øjnene, når hun taler om dét øjeblik. I de efterfølgende år sås de regelmæssigt.

»Jeg besøgte ham altid anden juledag sammen med mine halvsøskende. Der var dejlig mad, og alle var samlet. Jeg elskede den dag.«

En af de sjældne møder mellem far og datter. Som barn så Pusle Helmuth kun sin far, skuespilleren Frits Helmuth, meget sporadisk. Her er han til den eneste af hendes fødselsdage, han deltog i. Privatfoto.
En af de sjældne møder mellem far og datter. Som barn så Pusle Helmuth kun sin far, skuespilleren Frits Helmuth, meget sporadisk. Her er han til den eneste af hendes fødselsdage, han deltog i. Privatfoto. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men far og datter blev aldrig så tætte, som hun drømte om. Heller ikke, da hun som 18-årig kortvarigt flyttede ind hos ham.

»Jeg havde ingen uddannelse og social forståelse for, hvordan jeg skulle opføre mig.«

Så hun gjorde oprør, flyttede for sig selv, droppede gymnasiet og arbejdede efterfølgende som blandt andet guide, stewardesse og tjener.

Først da Pusle Helmuth selv blev mor, satte hun sin far stolen for døren. Hun oplevede, at Frits Helmuth drak mere og mere og blev 'meget selvoptaget'.

»Dengang så jeg det som negativt, men jeg tror, han var rørt over, hvor populær han var. Hans karriere var hans liv … for ellers var han ret sølle,« siger Pusle Helmuth, der aldrig tror, han fik bearbejdet sine egne problemer.

»Han havde set sin far slå sin mor, han havde flere forliste ægteskaber bag sig og børn, som han ikke kunne få lov at bo sammen med. Det må have været en kæmpe sorg for ham,« siger hun og tilføjer:

»Jeg har været vred på ham, men i dag forstår jeg ham bedre.«

Da Frits Helmuth i 1990'erne fik en ny kæreste og ofte var i Jylland, blev det for meget – eller for lidt – for Pusle Helmuth:

Pusle Helmuth i 2014 med sin daværende mand og to af sine tre børn.
Pusle Helmuth i 2014 med sin daværende mand og to af sine tre børn. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere

»Jeg hørte meget om hendes barnebarn, mens han aldrig så mine børn. Det var for hårdt, og jeg blev meget vred.«

Så vred, at hun stillede ham et ultimatum:

»Hvis du ikke tager skeen i den anden hånd og begynder at se dine egne børnebørn, så kan vi to ikke længere ses,« lød beskeden.

Hun kan ikke huske hans præcise svar. Men konsekvensen var total tavshed, der varede mange år frem. Det var hårde år, hvor hun manglede sin far, men beslutningen var rigtig:

»Hele mit liv har jeg kigget efter fødselsdagsgaver og julekort fra min far. Det var en sorg og et svigt, som jeg ikke ville have, at mine børn skulle opleve.«

Forandringen – der nærmest var umærkelig – skete, da hun efter årtusindeskiftet i sin første bog, 'Pusle', satte ord på de svigt, hun havde oplevet i sin barndom.

En lørdag stødte far og datter tilfældigt på hinanden i det lokale supermarked. De småsnakkede, og det var 'overfladisk, men hyggeligt'.

»Bagefter sad jeg i min bil og græd, fordi jeg savnede ham. Jeg forestiller mig, at han sikkert har taget en ordentlig gibbernakker for ikke at mærke savnet.«

Frits Helmuth var gift tre gange og fik børrn i alle tre ægteskaber. Her halvsøskende Mikael og Pusle Helmuth på vej til premiere på filmen 'Frits Helmuth'. 
Frits Helmuth var gift tre gange og fik børrn i alle tre ægteskaber. Her halvsøskende Mikael og Pusle Helmuth på vej til premiere på filmen 'Frits Helmuth'.  Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Havde han kæmpet – for at få lov at se hende – dengang for mange år siden, havde deres forhold været anderledes. Det samme havde hendes liv, forestiller hun sig.

»Så havde jeg måske fået en uddannelse, fået styr på mit liv i en tidligere alder. Jeg havde færdiggjort gymnasiet i stedet for at gøre oprør.«

Hun har manglet en far, og hun har manglet følelsen af tryghed.

»Jeg har altid følt mig meget alene. Det afspejlede sig for eksempel i mit forhold til mænd. Jeg kunne ikke få nok kærlighed, fordi jeg manglede den første kærlighed fra min far.«

Kort før sin død i 2004 besluttede Frits Helmuth at fortælle den rå, usminkede historie om sin opvækst, karriere, sine ægteskaber og sit forfald. Det blev til filmen »Frits Helmuth«, der dog først fik premiere i 2013. Foto: Agnete Schlichtkrull
Kort før sin død i 2004 besluttede Frits Helmuth at fortælle den rå, usminkede historie om sin opvækst, karriere, sine ægteskaber og sit forfald. Det blev til filmen »Frits Helmuth«, der dog først fik premiere i 2013. Foto: Agnete Schlichtkrull Foto: Agnete Schlichtkrull / DR
Vis mere

Pusle Helmuth så først sin far igen i 2004, da Frits Helmuth blev indlagt på Rigshospitalet.

»Hans lever var ved at stå af. Jeg købte roser og skrev et kort til ham.«

Men på hospitalet blev hun afvist. Han ville kun se hende, 'hvis han skulle dø eller blev bedre'.

I tre lange uger ventede hun. Så blev hun kaldt ind. Besøget kalder stadig minder frem:

»Han duftede godt af den aftershave, han altid brugte. Han spurgte til min søn, men snakkede mest om sig selv.«

Efter en halv time var 'audiensen' forbi. På vej ud ad døren fik Pusle Helmuth sagt: »Far, jeg elsker dig.«

Og han fik svaret: »Jeg elsker også dig.«

Tre dage senere døde Frits Helmuth.

I dag er Pusle Helmuth glad for, at de fik dét, hun kalder 'forsoningen'. Den gav hende ro, som foldede sig endnu mere ud 10 år senere, da hun fik at vide, at hendes far faktisk havde ønsket et liv sammen med hende.

Selv om den besked kom alt for sent, var den vigtig. For den bekræftede, at hendes fars fravalg aldrig havde handlet om hende.

»Det var en magtkamp mellem to voksne. Jeg var bare barnet i midten.«