Mange år er løbet ud i sandet. Årtier faktisk. Men følelsen husker hun stadig. Glæden. Stoltheden. Og ikke mindst pengene. En formue for en skolepige.

»Det var et nyt og spændende blad, det var smukke piger, der blev fotograferet. Og jeg var jo en køn pige. Det var overhovedet ikke skamfuldt,« husker hun. Pia Fris Laneth.

I år fylder Ugens Rapport 50 år. Det legendariske mandeblad, der med sit mix af røverhistorier, vilde eventyr og nøgne damer satte fut i det danske fejemøg.

Og en af dem, der var med til at tænde op, var Pia Fris Laneth, én af de første folde ud-piger i Ugens Rapport. Hun var 15 år.

Så ung og uskyldig så Pia Fris Laneth ud, da hun blev nøgenmodel.
Så ung og uskyldig så Pia Fris Laneth ud, da hun blev nøgenmodel. Foto: Privat
Vis mere

»Det var en anden tid. Min familie og rigtig mange andre regnede ikke de søde pigebilleder for pornografi,« understreger Pia Fris Laneth, som qua sin alder skulle have forældrenes tilladelse til at medvirke i bladet.

»De synes også, at det var o.k. De synes måske, at bladet var lidt pikant, men nøgenhed regnede vi ikke for noget i min familie, som altid tog på nudiststrand.«

»Jeg fik jo gode penge for det. 1.500 kroner kan jeg huske. For én dags arbejde. Mine forældre synes også, at det var gode penge, og jeg skulle jo bare tage tøjet af, så hvad var problemet?« fortæller Pia Fris Laneth, som i dag er forfatter og historiker.

Pia Fris Laneth i dag. 50 år efter, at hun var folde ud-pige i Ugens Rapport.
Pia Fris Laneth i dag. 50 år efter, at hun var folde ud-pige i Ugens Rapport. Foto: Privat
Vis mere

At det aldrig var gået i dag, ved hun godt. Men i de år skete der utrolig meget.

»Hele den seksuelle frigørelse, fri abort. Frigørelsen var for begge køn, men den betød især, at mændene havde en fest. Og i den billige ende kom Ugens Rapport ind. Med Freddy Wulffs fantastiske og maskuline reportager med store slanger og kannibaler.«

»Så bladet var en drengedrøm for voksne mænd. Og der indgik nøgne piger som et forbrugsgode.«

Ligesom folde ud-pigerne var Freddy Wulff fra starten et fast element i Ugens Rapport. Det var ham, der leverede de vilde eventyr.
Ligesom folde ud-pigerne var Freddy Wulff fra starten et fast element i Ugens Rapport. Det var ham, der leverede de vilde eventyr. Foto: Lobo Press
Vis mere

Spørger man Freddy Wulff, hvordan han havde det med at være en del af den pakke, ryster han bare på hovedet.

»Jeg har aldrig forstået, at mænd køber blade for at se en pige åbne benene. Jesus Christ! Men jeg var jo vant til at se Playboy ude i verden, så jeg synes ikke, at det var så skide forfærdeligt.«

»I starten var det også bare en folde ud-dame. Ikke noget med åbne ben. Selv det mindste kønshår måtte ikke vises, for så var den gamle direktør Svend Aller der. Han hadede Rapport, men elskede pengene,« husker Freddy Wulff, som fra starten var fast leverandør af bladets vilde eventyr.

Ifølge Søren Anker Madsen, som tidligere har skrevet bogen 'Historien om Ugens Rapport', var den oprindelige hensigt med bladet da også, at det skulle være stuerent nok til, at håndværkere uden skam kunne læse det i S-toget på vej hjem fra arbejde.

Og mens der ikke er tvivl om, at bladet var at finde i mangen en røgfyldt skurvogn, var hovedparten af kunderne i butikken dog noget yngre.

»Det var jo folde ud-pigen i midten, der var hovedattraktionen. Og det var Torben på 17 med bumser og Puch Maxi, der købte det. Den var godt nok ikke gået i dag,« mener Søren Anker Madsen og kalder Ugens Rapport for 'et rigtig drengerøvsblad'.

Mandebladet Ugens Rapport fylder i år 50 år. En af dem, der har fejret jubilæet, er Søren Rasted, som har stor succes med podcasten 'Den grå side'.
Mandebladet Ugens Rapport fylder i år 50 år. En af dem, der har fejret jubilæet, er Søren Rasted, som har stor succes med podcasten 'Den grå side'. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

At hendes nøgenbillede havde en effekt på det modsatte køn, var ikke noget, som den 15-årige Pia Fris Laneth var bevidst om. Selvom både hun og hendes forældre fik mange anerkendende bemærkninger.

»At tage tøjet af betragtede jeg ikke som et stort skridt. Jeg synes jo selv, at jeg var enormt seksuelt erfaren, for jeg havde nok været i seng med fire drenge allerede.«

»Så den frimodighed er også udtryk for, at jeg ingen idé havde om, hvor stærke kræfter der ligger i seksualitet,« forklarer Pia Fris Laneth, som efter debuten i Ugens Rapport fortsatte som nøgenmodel i nogle år.

Med årene røg uskylden af Ugens Rapport. Folde ud-pigen og bladet blev mere og mere hardcore.

Også for Pia Fris Laneths røg uskylden, da hun begyndte at læse statskundskab på universitetet. Blandt glødende marxister og rødstrømper.

Pludselig så hun sig udefra med helt andre øjne.

At blive nøgenmodel blev i 1973 Pia Fri Laneths adgangsbillet til Miss Danmark. Hun vandt, gik videre til Tokyo, hvor hun blev kåret som verdens smukkeste teenager.
At blive nøgenmodel blev i 1973 Pia Fri Laneths adgangsbillet til Miss Danmark. Hun vandt, gik videre til Tokyo, hvor hun blev kåret som verdens smukkeste teenager. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg fik en væmmelses-følelse, som kom ud af den absurditet, at man kunne sælge hvad som helst med mine flotte bryster.«

»Vendepunktet kom, da jeg lavede en reklame for Danfoss-termostater til radiatorer, som skulle sælges ved, at den hang i en kæde mellem mine bryster. Der brød det helt sammen inde i hovedet på mig,« husker Pia Fris Laneth.

Men skam over sin fortid har hun aldrig følt. Heller ikke, selvom karrieren som nøgenmodel startede som 15-årig.

»I dag bliver det betragtet som børnepornografi, men sådan var der ingen, der tænkte på dengang. Selvom det foregik på mandssamfundets præmisser, var det en fejring af den seksuelle frigørelse.«

»Jeg følte mig smuk og stærk. Det var uproblematisk, og jeg ser tilbage på det med fuldstændig ubekymrethed,« siger hun om at se tilbage med sine modne øjne.

Men selvom fortrydelse og fornægtelse ikke ligger til hende, gjorde Pia Fris Laneth sig dog en del tanker, da hun for nogle år siden giftede sig til to teenagepiger.

»Jeg må indrømme, at da de blev 15 år, tænkte jeg: 'Gud, det var i den alder, hvor jeg var folde ud-pige i Ugens Rapport'. Jeg ved, at jeg ville have låst dem inde i et skab, hvis de sagde, at de ville lade sig fotografere nøgne.«

»For hvad man ikke tænker over i den alder, er, at sådanne billeder bliver ved med at være der. Og i endnu højere grad i dag.«

»Frigørelsen har ikke taget en retning, hvor det ikke er ligegyldigt, om man lader sig fotografere nøgen eller ej. Det er en stempling, som ikke gavner én. Og det kan man ikke overskue som 15-16-årig.«