Guitarist og sangskriver Peter Viskinde er tirsdag død efter en blodprop i hjertet.

Det oplyser hans familie til Ekstra Bladet.

Peter Viskinde, der har været en del af rockgruppen Malurt og senere Big Fat Snake, blev ifølge familien ramt af en blodprop tirsdag morgen. Han døde ganske kort tid efter, skriver avisen.

Han blev 67 år.

»Vi er dybt knuste og chokerede. Han var meget elsket og fyldte meget, og han er et stort forbillede for os alle sammen med hans kunst og livssyn,« siger Peter Viskindes datter til Ekstra Bladet.

Det var i 1980, at Per Viskinde blev en del af Malurt. En rockgruppe, forsanger Michael Falch havde dannet tre år tidligere - i 1977 - sammen med guitarist Christian Arendt og trommeslager Peter Mors.

Ti år senere - i 1990 - brød Peter Viskinde ud af gruppen for at starte bandet Big Fat Snake sammen med forsanger Anders Blichfeldt.

Et af deres helt store gennembrud var hittet "No Peace Like In Heaven", som udkom i 1995.

Peter Viskinde var medlem af Big Fat Snake indtil 2008.

Musikeren efterlader sig ifølge Ekstra Bladet fire børn og fem børnebørn.