Et hidtil ukendt værk af kunstneren, Asger Jorn, er dukket op 49 år efter kunstnerens død.

Og findestedet for det ‘nye’ kunstværk er lidt særligt.

Maleriet af en bondegård fra Silkeborgegnen er nemlig ikke dukket op på et loft eller i en kælder, men derimod – af alle steder – på Museum Jorn i Silkeborg, der netop huser en samling af Asger Jorns værker.

Mere præcist drejer det sig om, at et 90 år gammelt maleri er dukket op på bagsiden af et andet, skriver TV Midtvest.

Museum Jorn - Silkeborg, huser både malerier, skulpturer, tegninger og forskellige fomer for keramik fra Asger Jorns hånd.
Museum Jorn - Silkeborg, huser både malerier, skulpturer, tegninger og forskellige fomer for keramik fra Asger Jorns hånd. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Under restaureringen af et andet af kunstnerens værker – et mindre Jorn-maleri fra 1933 – opdagede konservatorerne det hidtil ukendte maleri, der var skjult bag en finerplade.

Bondegården malede Asger Jorn, da han var kun 18 år gammel, og det har hængt på museet siden åbningen i 1973, men nu får det lov at hænge med forsiden udad, så museets gæster kan få glæde af det.

»Opdagelsen af et nyt Jorn-værk er altid en sensation. Det nye billede kommer ikke til at omskrive kunsthistorien, men det tilføjer en vigtig brik i vores kendskab til Asger Jorns tidlige koloristiske værker,« siger museumsdirektør, Jacob Thage i en pressemeddelelse.