Det kom nok som en overraskelse for de fleste, da Bill og Melinda Gates meddelte, at de skal skilles efter 27 år sammen.

Nu fortæller det ældste af deres tre børn, 25-årige Jennifer Gates, på sin Instagram, hvordan nyheden har påvirket hende.

»Det har været en udfordrende tid for hele vores familie,« skriver hun.

»Jeg er stadig ved at lære, hvordan jeg håndterer mine egne følelser såvel som mine familiemedlemmers i denne stund.«

Hun takker samtidig for de mange støttende ord, hun har modtaget i kølvandet på nyheden.

Udover Jennifer Gates har Bill og Melinda Gates også datteren Phoebe, 19, og sønnen Rory på 21.

Bill Gates er verdens fjerderigeste mand med en estimeret formue på 130,5 milliarder dollar.

Børnene kommer dog til at se langt efter størstedelen af pengene.

Jennifer Gates er en passionet rytter, og privat danner hun også par med den professionelle hesterytter Nayel Nassar. VALERY HACHE / AFP
Jennifer Gates er en passionet rytter, og privat danner hun også par med den professionelle hesterytter Nayel Nassar. VALERY HACHE / AFP Foto: VALERY HACHE
Vis mere

I en såkaldt spørgerunde på det sociale medie Reddit, afslørede Bill Gates i 2017, at børnene 'kun' kommer til at arve 10 millioner dollar hver.

»Jeg tror ikke, man gør børnene en tjeneste ved at efterlade dem enorme summer,« skrev han og forklarede, at han havde læst en anden velstående mand – Warren Buffett – sige det i en artikel.

Modsat sine forældre har Jennifer Gates godt styr på kærlighedslivet.

I 2020 kunne hun således dele med omverdenen, at hun var blevet forlovet med den professionelle, egyptiske rytter Nayel Nassar. Jennifer Gates er selv en stor hesteelsker.

»Jeg kan ikke vente med at bruge resten af vores liv på at lære, vokse, le og elske hinanden,« skrev hun på Instagram i forbindelse med den glædelige nyhed.

Selvom Bill og Melinda Gates har besluttet at ende deres ægteskab, vil de fortsat arbejde sammen om den fond, de har skabt, Bill and Melinda Gates Foundation.

»Igennem de sidste 27 år har vi opfostret tre fantastiske børn og skabt en fond, der arbejder over hele kloden for at kunne hjælpe folk med at leve sunde og produktive liv.«

»Vi fortsætter med at dele en tro på denne mission, og vi vil fortsætte arbejdet med fonden, men vi tror ikke længere på, at vi kan vokse som par,« lød det i en officiel meddelelse fra Bill og Melinda Gates på Twitter.