Tidligere på ugen røg hans børn af listen.

Men nu er Legos tidligere chef, Kjeld Kirk Kristiansen, også røget af det anerkendte Bloomberg Billionaires Index over verdens 500 rigeste enkeltpersoner, skriver Finans.

For den anerkendte liste opgør 'kun' hans ejerandel i LEGO til en værdi på knap 20,3 milliarder danske kroner, mens man skal have en formue på mindst 36 milliarder kroner for at være blandt verdens 500 rigeste enkeltpersoner.

For desværre er formuen dykket siden tidligere på ugen, hvor Kjeld Kirk Kristiansen fortsat fastholdt en 476.-plads på den anerkendte rigmandsliste.

Her ses Kjeld Kirk Kristiansen sammen med sin kone, tre børn og sin mor, Edith Kirk Christiansen, der dog døde i 2015.
Her ses Kjeld Kirk Kristiansen sammen med sin kone, tre børn og sin mor, Edith Kirk Christiansen, der dog døde i 2015. Foto: Robert Attermann / RED STAR / Sc
Vis mere

Her var det i stedet hans tre arvinger, Sofie Kirk Kristiansen, Agnete Kirk Thinggard og Thomas Kirk Kristiansen, der måtte vinke farvel til top 500.

Siden april sidste år er Lego-formuen faldet med mere end 21 milliarder kroner.

Der er dog stadig to danskere med på den prestigefyldte Bloomberg-liste.

Det er nemlig Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen og hans familie, der er gået fra en 439.-plads til en 452.-plads, og højest oppe på en 358.-plads – der tidligere på ugen var en 343.-plads – finder man Coloplast-ejeren Niels Louis-Hansen.

Han er dermed den rigeste dansker med en formue, der trods en værdinedskrivning på halvanden milliard kroner over ugen, stadig er god for 46,2 milliarder.