Først forlod Túrker Alici sin post i Bronuts, og nu er donutkæden helt uden kendisislæt.

Ninos Oraha har valgt at trække stikket og har solgt sin andel af Bronuts Group ApS.

Det fremgår af virksomhedens CVR.

Dermed er Bronuts Group ApS nu kun ejet af Lyngså Invest Aps og selskabets direktør Selcuk Yildirim.

Ninos Oraha var ellers klar til at fortsætte kæden, efter Türker Alici i marts meddelte på sin Instagram, at han fratrådte sin stilling.

»Desværre døde en del af min motivation da Bronuts tilbage i december gik konkurs – det har været rigtig svært for mig at genfinde den power og energi igen,« skriver han i et opslag på sin Instagram.

Det var i december 2021, at kæden blev erklæret konkurs.

Men bare kort tid efter gik de to stiftere af donuts-kæden, Ninos Oraha og Túrker Alici, sammen med rigmanden og investoren Lars Jørgensen, der købte konkursboet og reddede Bronuts.

Efterfølgende skrev Türker Alici også på Instagram, at han var klar til at få Bronuts tilbage på sporet.

»Vær klar! Bronuts is back. Tilbage på en helt ny måde. Nu bliver det, som Ninos og jeg altid har drømt om!« lød det fra ham i februar.

Men onsdag stopper rejsen altså for venneparret endegyldigt, hvor det nåede at blive til 150 medarbejdere, 12 forretninger og én konkurs.

Både Türker Alici og Ninos Oraha er også kendt fra tv, da de begge har været med i 'Robinson Ekspeditionen', ligesom Türker også har deltaget i 'Paradise Hotel'.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Ninos Oraha.