Har du en drøm om en overdådig luksus, 22 værelser, masser af heste og en smuk udsigt, så er muligheden nu til stede. I hvert fald hvis du har for mange millioner.

En af Norges rigeste kvinder giver nu en vild rabat på sin luksuriøse ejendom på Djursland. Ejendommen har været til salg gennem flere år, og er netop blevet sat ned til 63 millioner kroner.

Det er ved den smukke Stubbe Sø nord for Ebeltoft, at den norske milliardærarving Cathrine Rasmussen gennem mange år havde sit hjem, der altså nu er sat til salg, efter at hendes børn er fløjet fra reden.

Cathrine Rasmussen, der er i slutningen af 50’erne, er en dygtig dressurrytter og datter af den stenrige norske skibsreder Einar Rasmussen, der også flittigt har været forbi Djursland.

At det er pengestærke folk, der står bag ejendommen med navnet 'Kleppenhus' kan ses. Der er ikke sparet på den luksuriøse indretning i hverken det 429 kvadratmeter hovedhus med de 22 værelser eller i den 'blot' 273 kvadratmeter store gæstebolig. Du kan se mere her.

Cathrine Rasmussen har selv fortalt om ejendommen til Ridehesten.com.

»Da vi købte ejendommen, var der 50 fiskedamme, der hvor foldene er i dag. Der var ingen staldbygninger, bare nogle garage- og opbevaringsbygninger. Og så var der to gamle huse, som ikke var bevaringsværdige. Dem rev vi ned og byggede så to nye huse op fra bunden. Det ene boede vi selv i, og det andet har mine forældre igennem mange år brugt som feriebolig,« sagde hun og fortsatte:

»Derfor er der faktisk plads til to evt. tre familier på ejendommen. Derudover er der en ældre gård, der hører til ejendommen, som ligger 3-400 meter væk. Den trænger til at blive renoveret, men kan blive rigtig fint,« forklarede hun.

Foto: Ivan Eltoft Nielsen
Foto: Ivan Eltoft Nielsen
Vis mere

Også i de fire stalde, hvor der er plads til over 20 heste, er der vild luksus med fire solarier. Og både ridehallen og de udendørs omgivelser er i topklasse.

Cathrine Rasmussen havde boet i Danmark i 20 år, og ejet Kleppenhus i mere end ti år, da hun tilbage i 2016 annoncerede, at hun valgte at flytte tilbage til Norge.

Hendes børn var fløjet fra reden, og derfor valgte hun at bygge et mindre hestested i sit hjemland.

Allerede dengang blev Kleppenhus sat til salg. Dengang hos liebhavermægleren Mogens Nørup Hansen, hvor udbudsprisen ifølge mediet Horse2Rider lød på 74 millioner kroner.

Men den smukke ejendom blev ikke solgt, og i stedet lejede den kendte dressurrytter Daniel Bachman Andersen ejendommen.

Han valgte dog i begyndelsen af 2022 at fraflytte Kleppenhus, og i stedet at leje sig ind på det mindst lige så lækre rideanlæg på godset Julianelyst ved Hedensted, som er ejet af LEGO-arving Agnete Kirk Kristiansen.

Og i efteråret kom Kleppenhus altså til sag igen.

Denne gang hos mægleren Ivan Eltoft Nielsen, hvor prisen først blev sat til 70 millioner kroner, men blev altså allerede i januar sat ned til 63 millioner kroner.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ejendomsmæglerfirmaet Ivan Eltoft Nielsen, men det har tidligere oplyst, at salgsprisen på ingen måde matcher de penge, som der er blevet lagt i opførelsen af Kleppenhus og alle faciliteterne.

Cathrine Rasmussen får dog næppe søvnløse nætter. Hendes far har videregivet en del af formuen til både hende og hendes bror Dag Rasmussen.

Ifølge det norske finansmagasin Kapital er Cathrine Rasmussen Norges 87 rigeste person med en formue på 4,65 milliarder norske kroner, mens hendes bror er Norges 47. rigeste med en formue på 7,15 milliarder norske kroner.