En tidligere model blev i weekenden fundet død på en motorvej i Pennsylvania, USA.

Nu er en lastbilchauffør blevet anholdt og sigtet for drabet samt for usømmelig omgang med liget.

Det skriver adskillige internationale medier – heriblandt Mirror, People og New York Post.

Modellen, der er blevet dræbt, hed Rebecca Landrith. Hun var 47 år gammel og var i 2014 finalist i skønhedskonkurrencen 'Miss Manhattan'.

Hun blev tidligt søndag morgen lokal tid fundet dræbt af 18 skud og efterladt på en motorvej i den amerikanske delstat.

Det var angiveligt en seddel i hendes lomme, der førte politiet frem til den mand, som nu er blevet sigtet i sagen. På sedlen stod hans navn nemlig.

Manden hedder Tracy Rollins. Han er 28 år og lastbilchauffør.

Han blev anholdt tre dage efter drabet, og politiet fandt blandt andet blodpletter i hans lastbil, som Rollins ellers havde forsøgt at vaske med blegemiddel.

Tracy Rollins er sigtet for drabet. Foto: Connecticut State Police)
Tracy Rollins er sigtet for drabet. Foto: Connecticut State Police)
Vis mere

Derudover fandt politiet kvitteringer på den dræbte model, som efterfølgende er blevet koblet sammen med steder, hvor lastbilchaufføren har befundet sig ifølge overvågningskameraer.

Politiet mener, at Rebecca Landrith blev slået ihjel, få timer før hun blev efterladt på motorvejen.

Hun var blevet skudt i hovedet, nakken, halsen, brystet og hånden.

Rebecca Landrith havde ingen former for identifikation på sig, da hun blev fundet, og hendes bror, George Landrith, har udtalt til lokale medier, at han og familien ikke havde talt med hende i fem år før hendes død.

Politiet efterforsker stadig sagen og har endnu ikke udtalt sig om motivet for drabet.