For første gang nogensinde er det en dansk kvinde, der har snuppet titlen som Miss Universe.

Hvad, der kunne blive til 15 minutters opmærksomhed, bliver formentlig noget helt andet for den 21-årige Victoria Kjær Theilvig, der løb med sejren i den internationale skønhedskonkurrence.

I hvert fald hvis man spørger Amanda Petri, der selv har repræsenteret Danmark ved Miss Universe i 2020. Og det har DR gjort. 

»Det næste år kommer hun til at skulle være vært på et nyt tv-show rundt om i verden, og efter det er det op til hende selv, hvad hun gør med titlen – men hun kan i hvert fald leve af det resten af livet,« siger Amanda Petri, der også kender den danske vinder privat.

Victoria Kjær Theilvig kommer fra Søborg, er tidligere danser og har haft dyrevelfærd med som mærkesag i konkurrencen. 

Få timer, inden skønhedskonkurrencen skulle afgøres i Mexicos hovedstad, Mexico City, havde hun lidt over 50.000 følgere på det sociale medie Instagram.

Tidligt søndag morgen havde hendes profil passeret 248.000 følgere.

Flere medier havde forud for konkurrencen udnævnt den 21-årige dansker som en af favoritterne.

Victoria blev kronet på scenen i Mexico foran Nigerias Chidimma Adetshina og Mexicos Maria Fernanda Beltran, der blev henholdsvis nummer to og tre i konkurrencen.

I alt deltog 130 kvinder i konkurrencen.