Med base i Berlin skal Mikkel Hertz fremover dække, hvad der sker rundt omkring i Europa, for TV 2.

Således springer den tidligere nyhedsdirektør nemlig ud som Europa-korrespondent.

Det oplyser kanalen i en pressemeddelelse, hvori det også lyder, at han glæder sig:

»Som korrespondent med udgangspunkt i Berlin kommer jeg til at krydse mine egne spor, og efter mange år med ansvar for redaktionel ledelse er det for mig en fantastisk attraktiv mulighed. Jeg glæder mig vildt og vil gå til opgaven med både engagement og ydmyghed,« siger Mikkel Hertz.

Mikkel Hertz kommer da heller ikke til at være helt fremmed i den tyske hovedstad.

Her har han nemlig tidligere været udsendt til som korrespondent for Jyllands-Posten, ligesom han også i en periode var korrespondent i New York.

For 20 år siden drog den i dag 62-årige journalist dog mod TV 2, hvor han løbende har været med til at udvikle kanalen på nyhedsområdet.

Her har han både ageret chef for kanalens nyhedscenter, og indtil 31. januar bar han titlen nyhedsdirektør.

En stilling, han valgte at fratræde i kølvandet på to blodpropper i efteråret.

Sygdomsforløbet gav stof til eftertanke, forklarede han efterfølgende og tilføjede, at han overfor TV 2's øverste ledelse derfor havde udtrykt et ønske om at kunne 'lette foden lidt fra speederen', når det kom til karrieren.

Det ønske besluttede TV 2 at imødekomme, og Mikkel Hertz blev derfor tildelt en stilling som journalistisk chef.

Denne stilling bliver til august tilsidesat til fordel for tilværelsen som korrespondent.

I en anden pressemeddelelsen udsendt fra TV 2 torsdag lyder det, at man det kommende år vil udvide sit »korrespondentnet både i og uden for Europa«.

Det betyder blandt andet, at Jesper Zølck bliver ny nordisk korrespondent, Divya Das overtager Bruxelles-dækningen for Lotte Mejlhede, der i stedet skal være fast vært på et nyt udenrigsmagasin og international korrespondent.