Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Efter en lang periode væk fra offentlighedens søgelys er Melania Trump vendt tilbage – og skyr tilsyneladende ingen midler for at få opmærksomhed og tjene på det.

Den tidligere amerikanske førstedame satte forleden en special hat på auktion – for et vildt beløb. Og det har ført til stor forargelse og mobning.

Hatten, som 51-årige Melania Trump satte på auktion i sidste uge, er nemlig én, som hun bar, da den franske præsident Emmanuel Macron med sin kone, Brigitte Macron, besøgte USA i april 2018.

Normalt videregiver tidligere præsidentfruer tøj og genstande, som de har båret under statsbesøg, til staten, så de indgår i en samling eller bliver udstillet på museer, som en del af historien.

Men Melania har altså valgt at sætte den på auktion – med et startbud på 250.000 dollar svarende til over 1,6 millioner kroner. Med i prisen får køberen så en akvareltegning af hende, hvor hun bærer hatten, samt et digitalt portræt af kunstværket – en såkaldt NFT.

Flere anonyme kilder, der har arbejdet tæt under Trump, kritiserer over for CNN Melania Trumps ageren:

»Det er ikke o.k.,« siger en kilde, der arbejdede i Det Hvide Hus under Trump:

»Det er upassende. Hun forsøger at opbygge en rede af penge, som er bygget på den rolle, som det amerikanske folk valgte hendes mand til at indtage,« siger vedkommende.

Selvom flere tidligere amerikanske førstedamer også har tjent stort på for eksempel at skrive bøger om deres oplevelser, så mener flere kilder, at Melania Trumps måde at forsøge at tjene penge på er upassende og signalerer dovenskab.

Det hjælper heller ikke, at det er anden gang på lidt over halvanden måned, at Melania – efter at have været som sunket i jorden i flere måneder – er dukket op for at tjene penge. Også i december vakte hun stor opsigt, da hun solgte sin første NFT – en akvarel af den franske kunstner Marc-Antoine Coulon, som viser et nærbillede af Melania Trumps øjne.

Forfatteren Kate Andersen Brower, der har skrevet bogen 'First Women: The Grace and Power of America's Modern First Lady', er dog ikke overrasket over, at Melania Trump vælger at gå mod normerne og sætte hatten til salg.

Hun har hele vejen igennem været en anderledes førstedame, der kun holdt få taler og tog på få ture og generelt kun udtrykte få holdninger.

»At hun sælger hatten, underbygger forestillingen om, at Trump-parret altid var skamløse, når det kom til at tjene penge, og at Melania bliver ved med at bevise, at hun er en Trump helt ind til benet,« udtaler hun til CNN.

En anden tidligere ansat i Trumps administration, der stadig støtter Trump, mener heller ikke, at man kunne forvente andet:

»Jeg ved ikke, hvorfor alle er så overrasket over dette,« siger han til CNN og fortsætter:

»Hun er gift med Donald Trump. Dette er, hvad de gør. Penge er penge. Og business er business.«

Den omtalte hat blev lavet specielt til Melania af Trumps personlige stylist, designere Hervé Pierre, så de kunne matche hendes hvide Michael Kors-jakkesæt.

Er man interesseret i at byde på det omtalte sæt med hat og billeder kaldet 'The Head of State Collection', må man dog have styr på sin kryptovaluta. Der kan nemlig kun bydes på auktionen i kryptovaluta.