Klimakrisen kan være et abstrakt emne at forstå – og diskutere.

Men nu har en diskussion mellem influencer, Mascha Vang, og journalist og forfatter, Signe Wenneberg, på Instagram, gjort klimadiskussionen både personlig og langt mere nærværende.

I et nyt opslag skriver Mascha Vang:

'Noget har rumsteret i mine tanker, og nu er jeg altså nødt til at komme ud med det …'

Mascha Vang har regnet ud, at hun kan flyve 35 gange over Atlanterhavet, før hun forurener mere end Signe Wenneberg, der har fået to børn.
Mascha Vang har regnet ud, at hun kan flyve 35 gange over Atlanterhavet, før hun forurener mere end Signe Wenneberg, der har fået to børn. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Det, der har rumsteret er et klimaregnestykke:

'Én lang flyvetur over Atlanten har en CO₂ udledning på 1,6 ton. Til sammenligning ‘koster’ et barn 58,6 ton CO₂ udledning pr. år. Hvis jeg regner korrekt, kan jeg faktisk flyve den lange tur cirka 35 gange om året, inden det matcher CO₂-udledningsniveauet for det, at have to børn,' skriver hun.

Anledningen til regnestykket er, at Mascha Vang for nylig var inviteret i 'Go’ Aften Live':

'Her skulle jeg kommentere på indslagets inspirerende og klimabevidste gæsts holdning om, at influencers, som blandt andre mig, ikke burde dele billeder fra rejser, da det opfordrede til flere CO₂-forurenende flyveture,' skriver hun.

Gæsten i studiet var Signe Wenneberg, der i programmet ganske rigtigt slog til lyd for færre flyrejser – for klimaets skyld. Som hun skriver på sin egen Instagram-profil:

'Vi må have mere velovervejet transport, bedre kollektiv transport + afgifter på flybilletter.'

For at nå dét mål, opfordrer hun blandt andet til, at man kommunikerer 'bæredygtigt':

'Undlad at flashe dit fossile forbrug, så det inspirerer andre til fossilt forbrug. Kommuniker bæredygtighed og for eksempel lokale rejser,' lyder hendes opfordring.

Signe Wenneberg er journalist og forfatter og har i årevis arbejdet for større klimabevidsthed.
Signe Wenneberg er journalist og forfatter og har i årevis arbejdet for større klimabevidsthed. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Mascha Vang deltog ikke i 'Go' Aften Live', og hendes navn blev ikke nævnt i programmet. Alligevel følte hun sig ramt af kritikken og besøgte efterfølgende Signe Wennebergs sociale medier, for at se, hvad hun deler billeder af.

Det viste sig, at forfatteren, blandt andet er mor til to (voksne) børn, hvilket fik Mascha Vang til at regne – og konkludere, at hun, der kun har ét barn altså kan rejse over Atlanten 35 gange om året, før hun belaster klimaet lige så meget som en tobarns mor.

Det skrev hun i sit opslag, som hun i øvrigt taggede Signe Wenneberg i:

Men den slags klimaregnskaber kan man ikke tillade sig at lave, synes Signe Wenneberg. For det første fordi det er at sammenligne 'æbler og pærer', men også fordi diskussionen bliver for personlig:

'Du (Mascha Vang, red.) har skrevet et opslag om mig, der lægger op til hate (se din tråd) – uden at jeg har nævnt dig, dit erhverv, din rolle … Intet associeret til dig,' skriver hun og tilføjer, at hun har arbejdet med klimakrisen siden Brundtlandrapporten i 1987, og at der er grund til bekymring:

»Jeg siger til dig … Det ser frygteligt slemt ud nu. Jeg siger ikke, at du/I/jeg ikke må flyve nogensinde – men jeg håber, vi vil flyve mindre og ikke inspirere andre til det.«

Ordfejden slutter med, at Mascha Vang beklager, hvis Signe Wenneberg har følt sig forurettet, men samtidig tilføjer hun, at hendes opslag skal læses med 'en smule humor'.

'Mit opslag har ikke været for at hate, men for at sætte tingene i perspektiv på en grov måde. Det synes jeg egentlig ikke er så forkert igen,' skriver hun.

Uanset hvad – har de to kvinder i skrivende stund været anledning til, at flere end 78.000 har set opslaget, og at klimakrisen bliver omtalt i flere medier. Og det er jo egentligt meget godt – for klimaet.

B.T. har været i kontakt med Signe Wenneberg, der oplyser, at hun ikke har yderligere kommentarer. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mascha Vang.