Copenhagen Cartel har efter erkendelsen til B.T. af, at deres produkter ikke består af fiskenet hevet op fra verdenshavene, valgt at ændre både deres hjemmeside, produktinformationer og nu også en kollektion.
Det bekræfter firmaet selv på deres hjemmeside.
»Vi har opdateret beskrivelserne på vores produkter. Og vi er startet med at ændre alle vores vaskemærker på produkter, der er produceret før 2022, så de møder de nye krav. (Vores nye kollektion for 2023 er allerede opdateret.),« lyder det.
Virksomheden, der er ejet af Katrine Lee Larsen, som blev kendt fra sin medvirken i 'Løvens hule', har været nødt til at opdatere deres kommunikation, efter Sustain Report og B.T. afslørede, at det ikke var fiskenet hevet op fra havene, der blev brugt i badetøjet.
»Vi er meget klar over, at vi ikke har være tydelige nok i vores kommunikation. Specielt når det kommer til at skelne mellem affald og fiskenet fra havene (såkaldt 'ghost net'),« skriver de på hjemmesiden.

Den grønne brøler har da også allerede fået konsekvenser.
Til B.T. har både Magasin og Illum oplyst, at man er stoppet med at sælge varerne fra Copenhagen Cartel, mens man undersøger sagen med den vildledende markedsføring.
»I det øjeblik, vi blev gjort opmærksomme på situationen med Copenhagen Cartel, gik vi i dialog med dem, som det er normal procedure hos os. Mens vi undersøger sagen, har vi besluttet at tage deres produkter af hylderne på Magasin.dk og i de fysiske forretninger,« fortalte indkøbsdirektør Esben Hougaard fra Magasin.
På samme måde fortalte Illums Bolighus til B.T., at man havde valgt at fjerne produkterne.
»På baggrunden af mediernes oplysninger omkring Copenhagen Cartel, har vi i Illums Bolighus valgt at fjerne varerne fra vores butik samt online, mens vi afventer yderligere information fra Copenhagen Cartel.«
Copenhagen Cartel har også butik i Københavns Lufthavn, men her har man valgt at holde butikken åben, mens der forsøges at finde en løsning.
»Vi er rigtig ærgerlige over situationen med Cartel. Det er jo netop deres bæredygtige profil, der gør dem til en attraktiv partner for lufthavnen. Vi er nu i dialog med dem, og vi tror på, de finder en løsning. På den baggrund, fortsætter vi samarbejdet,« siger Michael Clausen, Director for Sales & Negotiations i Københavns Lufthavn, nu til B.T.
Katrine Lee Larsen har tidligere fortalt til B.T., at der ifølge hende allerede er en fin dialog mellem parterne, og at hun forventer, at produkterne snart er tilbage på hylderne i de fysiske og online butikker.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Magasin, men Illums Bolighus fortæller nu til B.T., at man endnu ikke har besluttet, hvad der skal ske med produkterne.
»Vi er ikke gået i gang med at sælge Copenhagen Cartel igen, og varerne er stadig fjernet fra butik og online,« lyder det fra bolighuset.