Den amerikanske skuespiller og Oscar-vinder Louise Fletcher er død.
Hun blev 88 år.
Det skriver flere internationale medier, herunder Huffington Post.
Louise Fletcher sov stille ind i sit hjem i Montdurausee i Frankrig omgivet af sin familie, oplyser hendes agent David Shaul til Associated Press.
Han oplyser ikke noget om dødsårsagen.
Louise Fletcher er især kendt for rollen som den iskolde og hjerteløse oversygeplejerske Mildred Ratched i Milos Formans mesterværk 'Gøgereden' fra 1975, som også blev hendes helt store gennembrud.
Rollen indbragte Louise Fletcher en Oscar.
Hun var i 40erne, da hun bragede igennem i Hollywood, blandt andet fordi hun havde sat sin karriere på standby, mens hendes børn var små.