Dansk Folkeparti-politikeren Liselott Blixt har tidligere fortalt, hvordan blandt andet hendes tatoveringer blev enden på ægteskabet, da hendes eksmand kom med et ultimatum – ham eller tatoveringerne.

Nu fortæller hun i Radio4-programmet 'Skilsmissen', hvad ægteskabet og skilsmissen kom til at betyde.

»Troen på mænd,« svarer hun, da vært Marie Sloma Qvortrup spørger, om der var noget i politikeren, der blev ødelagt, da ægteskabet hørte op.

»Noget af det, jeg også gjorde, lige da jeg blev skilt, der var der de her chatforummer, det var ikke datingsider, du gik ind og chattede, så kunne du finde forskellige aldersgrupper, og det gjorde jeg i starten. Hold da op, hvor var der mange utro mænd.«

Hun fortæller, at det kan være, der også var mange utro kvinder, men det var de utro mænd, der kun kunne mødes om formiddagen, som hun faldt over.

Samtidig tror Liselott Blixt, at hendes eksmand allerede havde fundet en ny partner, før de to gik fra hinanden.

Kombinationen af disse to ting gør, at hun har svært ved at have tillid til mænd.

Derfor drømmer hun heller ikke om blive gift igen.

Folketingspolitikerens drøm omhandler i stedet den store passion for motorcykler og varmere himmelstrøg.

»Jeg har drillet nogle med, at når jeg fylder 70, så har jeg en god kammerat, jeg skal giftes med, for jeg synes, det er så nydeligt med sådan et ældre ægtepar.«

»Jeg har nogle rigtig gode drengevenner, motorcykelvenner, som også er singler, og min drøm er, at vi sidder nede i Spanien det meste af året som pensionister og kører hver vores motorcykel, og så nyder vi noget rødvin og sidder sammen. Det er min drøm. Det er faktisk ikke at finde en mand. Det er at være sammen med de her to fyre, som er blevet en del af min familie.«

Det er 17 år siden, at 56-årige Liselott Blixt blev skilt. Politikeren og hendes eksmand nåede at få to børn i løbet af deres ægteskab.