Forfatteren og journalisten Lise Nørgaard har gennem sit lange liv givet mange interview. Men én ting har hun aldrig villet komme ind på – nemlig hvorfor hun valgte at blive skilt fra sin første mand, Mogens Flindt Nielsen.

Det afslørede hun dog i TV 2-programmet 'Det sidste ord', som søndag aften blev sendt på TV 2  – en uge efter, at Lise Nørgaard gik bort i en alder af 105 år.

»Han gav mig en på skrinet,« fortalte Lise Nørgaard til tv-værten Mikael Bertelsen, som interviewede hende i programmet.

I interviewet, der ifølge Mikael Bertelsen var Lise Nørgaards sidste mulighed for at fortælle det, hun ikke tidligere havde fortalt, åbnede Lise Nørgaard – omend lettere modvilligt – op for det, som hun kaldte sit 'frådende indre'.

Lise Nørgaards statue i Roskilde.
Lise Nørgaards statue i Roskilde. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Her kom hun blandt andet med detaljer om, hvorfor hun endte med at forlade sin første mand efter 12 års ægteskab i 1950 – noget som ifølge Lise Nørgaards egne beretninger tog hårdt på parrets fire børn.

Lise Nørgaard havde i mange år arbejdet som journalist på Roskilde Dagblad, men var stoppet, efter hun fik børn, da det var kutyme for kvinder dengang. Hun savnede at gøre en forskel og journalistikken, mens ægteskabet tilsyneladende ikke gik helt så fantastisk.

Ifølge den kendte forfatter havde hendes mand det med at komme sur hjem, og efter at han netop en dag atter var kommet sur hjem, traf hun den svære beslutning.

Da hendes søn Christian havde henvendt sig til faren og sagt, at 'mor siger, at du er sur', var ægtemanden gået over og havde stukket Lise Nørgaard en lussing.

Lise Nørgaard ses her i 2011.
Lise Nørgaard ses her i 2011. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

»Så sagde jeg, 'så er det farvel og tak',« fortalte Lise Nørgaard og forklarede, at det var den berømte dråbe, der fik hende til at droppe ægteskabet.

Lise Nørgaard fortalte også, at grunden, til at hun kaldte sit inderste privatliv for sit 'frådende indre', var, at hun altid siden bar rundt på et spørgsmål om, hvorvidt hun kunne have gjort noget anderledes. Om hun kunne have ofret sig og være blevet i ægteskabet.

»Men jeg er ikke en offertype,« forklarede hun om beslutningen.

Lise Nørgaard gik bort søndag 1. januar om aftenen efter kortere tids sygdom, har familien tidligere oplyst.

Hun bliver bisat fra Sankt Pauls Kirke i København lørdag 14. januar klokken 14.

Lyt til 'Den, vi taler om' om Lise Nørgaard her.