Efter to et halvt års afsavn er de genforenet i himlen – Lily Weiding og hendes Morten Grunwald.

Gennem et langt liv var Lily Weiding en af Danmarks helt store skuespillerinder. Nu er hun død i en alder af 96 år.

Blot 17 år gammel debuterede hun på Frederiksberg Teater. Gennem en årrække og over flere omgange var hun en fast del af skuespillerstaben på Det Kongelige Teater og brillerede gennem sin 65 år lange karriere i en række store klassikere som 'My Fair Lady', 'Hedda Gabler' og 'Peer Gynt', ligesom hun medvirkede i utallige film.

Både de folkelige som Erik Ballings 'Martha' og Anders Thomas Jensens 'De grønne slagtere' og klassikere som 'Det forsømte forår'.

Lily Weiding, 17. juli 2017. (Foto: Malene Anthony Nielsen/Ritzau Scanpix.
Lily Weiding, 17. juli 2017. (Foto: Malene Anthony Nielsen/Ritzau Scanpix. Foto: Malene Anthony Nielsen
Vis mere

Selvom kærligheden til skuespillet og kunsten var stor, var kærligheden til Morten Grunwald endnu større. Tilmed var det en kærlighed med forhindringer, som vakte en hel del postyr tilbage i 1965.

Lily Weiding havde allerede været gift to gange, da hun dét år mødte den ti år yngre Morten Grunwald, der især var kendt for sin rolle som Benny i 'Olsen-banden'.

Senere fik han en lang karriere som teaterdirektør på Betty Nansen og leder på Østre Gasværk og Bristol Teatret. Men han var bare 25 år, da han som elev på Det Kongelige Teater første gang fik øje på sin ældre kvindelige kollega.

På behørig afstand havde han forelsket sig, men turde ikke veksle et ord med hende. For ikke alene var Lily Weiding en stor stjerne. Hun var også gift med en af landets førende skuespillere, Mogens Wieth.

Skuespillerparret Mogens Wieth og Lily Weiding. Sammen fik de to børn.
Skuespillerparret Mogens Wieth og Lily Weiding. Sammen fik de to børn. Foto: Olaf Ibsen
Vis mere

Før ham var hun gift med skuespiller Sigfred Johansen. Men begge ægtemænd døde i en tidlig alder.

I et interview med B.T. fra 2017 fortalte Morten Grunwald, hvordan han – et par år efter Lily Weiding for anden gang var blevet enke og alenemor til døtrene Xenia og Julie Wieth – endelig så sin chance.

»Jeg havde lige købt en lille bitte lejlighed på Frederiksberg og ville holde housewarmingparty. Samtidig havde min gode veninde Hanne Borchsenius lige fået job på Broadway i New York, så vi blev enige om at slå mit party sammen med et afskedsparty for hende.«

»'Kan du så ikke tage Lily Weiding med?' spurgte jeg Hanne. 'For hun skal sgu da ikke sidde derhjemme alene og kukkelure',« fortalte Morten Grunwald i interviewet.

Lily Weiding og Morten Grunwald spillede ofte sammen på teatret. Her i stykket 'De fire årstider'. Foto Hakon Nielsen.
Lily Weiding og Morten Grunwald spillede ofte sammen på teatret. Her i stykket 'De fire årstider'. Foto Hakon Nielsen. Foto: Hakon Nielsen
Vis mere

Han var stolt af sin snuhed og havde tilmed et meget voksent kort på hånden.

»For mit første filmhonorar havde jeg investeret i et Børge Mogensen-sæt med lædersofaer og bord. Og jeg husker tydeligt, hvordan Lily trådte ind i min lejlighed og som det første sagde: 'Av, du har en god smag, Morten'. Og siden har vi været sammen. Jeg var 30. Hun var 40. Jeg var bare en grønskolling.«

I dag ville de færreste vrænge på næsen over den aldersforskel. Men i 1965 trak det en del overskrifter og vakte forargelse i det bedre borgerskab.

Tidligere har Morten Grunwald udtalt til B.T., hvordan kolleger og kammerater godt kunne forstå hans begejstring.

Lily Weiding var ti år ældre end Morten Grunwald. Aldersforskellen optog mange, da han blev bonusfar til hendes to døtre. Foto Ebbe Andersen.
Lily Weiding var ti år ældre end Morten Grunwald. Aldersforskellen optog mange, da han blev bonusfar til hendes to døtre. Foto Ebbe Andersen. Foto: Ebbe Andersen
Vis mere

»De forstod godt, at jeg blev forelsket i sådan en dejlig pige. Men der var også dem, der blev forargede. Ikke mindst, da vi efter tre år sammen ventede vores datter.«

Kort efter de havde lært hinanden at kende, skulle de spille sammen på scenen i 'Bal i den borgerlige'.

»Som mor og søn. Det syntes vi var ret morsomt. Og pressen fik jo ret meget ud af, at det nye kærestepar var mor og søn. Den fik ikke for lidt,« huskede han.

Men sammen overvandt de omverdenens fordomme og fik datteren Tanja Marie Weiding Grunwald, der på Instagram skriver om sin mors død.

Parret holdt sammen i mere end 50 år, til døden kom mellem dem i efteråret 2018, hvor Morten Grunwald døde af kræft i skjoldbruskkirtlen. Han blev 83 år gammel.

Selv havde Lily Weiding året før fået tarmkræft og gennemgik en større operation. Ukuelig som hun var, kom hun på benene igen. Både ovenpå sygdommen og det store savn efter ægtemanden.

Lily Weiding lagde ikke skjul på, at Morten Grunwalds bortgang var et stort tab, som hun havde svært ved at sætte ord på.

»Jeg er i et tomrum, og det vil jeg være rigtig længe,« sagde en dybt berørt Lily Weiding dengang til B.T.

Til Se og Hør fortalte hun, at de to i deres sidste tid sammen nåede at have mange dybe samtaler om både livet og døden.

»Morten var bange. Men vi talte om, at vi var heldige, at vi havde haft et langt og godt liv sammen. Sammen!«

Nu kan de fortsætte samtalen...