Tirsdag aften var Lasse Sjørslev igen tilbage på skærmen i forbindelse med kommunalvalgsdækningen.

Det sidste stykke tid har den 47-årige tv-vært ellers været på barsel med sin og konens, den 32-årige tv-vært Josefine Høgh, knap to uger gamle datter Molly.

Men tirsdag kaldte arbejdet igen, der foruden kommunalvalgsdækningen på TV 2 Nyhederne tirsdag, generelt står på værtsrollen i 'Go' Aften Live'.

»Det er jo dejligt, det passer mig udmærket. Jeg har haft en fed barsel, et par dejlige uger i den lille babyboble, og det har været super fedt. Men det er også en sjov opgave at skulle tilbage til, så det passer mig udmærket,« fortæller Lasse Sjørslev til B.T.

»Men jeg kommer da til at savne den lille og savne Josefine, det er der ingen tvivl om!«

Lille Molly er parrets første barn sammen, men den 47-årige TV 2-journalists tredje i alt, da han har to børn fra et tidligere ægteskab.

Men selv om de to ugers barsel nu er slut, så skal Lasse Sjørslev på barsel igen senere og formentligt afløse sin kone Josefine Høgh til den tid.

»Jeg skal have noget mere barsel næste år, jeg gemmer noget til at lægge formentligt næste sommer, tror jeg,« forklarer Lasse Sjørslev.

»Vi skal lige finde ud af, hvordan vi skruer det sammen, men i hvert fald sådan, så jeg får et lidt længere forløb også. Jeg har faktisk ikke rigtigt fået aftalt det endnu med TV 2, men noget lignende et par måneder.«

Lasse Sjørslev og Josefine Høgh blev gift i 2019 og bor sammen i København.