Lyt til artiklen

Renterne brager i vejret, aktierne har taget et vildt dyk, rigmanden Karsten Ree har mistet en milliard, mens Finansministeriet maner til ro og lover vækst.

Det kan være svært at følge med i, hvad der er sker med økonomien lige nu. Er vi på vej ud i en ny krise? B.T. har spurgt finansmanden og Saxo Bank-stifteren, Lars Seier Christiansen, om hans bud.

»Situationen ser ganske alvorlig ud,« lyder det fra den tidligere bankdirektør efter en uge, der har sendt både de danske og amerikanske aktier ud på en større nedtur, mens både renterne og inflationen stiger og stiger.

»Der er meget gæld i økonomien igen-igen, inflationen tiltager, men er svær for virksomheder at passere videre til kunderne via højere priser, fordi købekraften er forringet af højere energi og råvarepriser,« forklarer Lars Seier christensen, der dog ikke tør spå med sikkerhed, om vi er på vej ud i en ny krise:

Lars Seier foran sit slot i Schweiz.
Lars Seier foran sit slot i Schweiz. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

»Om det bliver 'en fuld styrke'-krise, er svært at sige, men det er bestemt en mulighed, fordi de finansielle greb, som centralbankerne længe har brugt – og som er en del af grunden til, at vi står her i dag – er ved at være udtømte,« siger han med henvisning til renterne, som centralbankerne i flere år har holdt overraskende lave.

Mange økonomer har givet deres besyv om, hvad der skal gøres, og de fleste er enige i, at den tårnhøje inflationen, der har nået 6,7 procent, som er det højeste i 40 år, skal bremses, hvis ikke det skal gå helt galt.

Cheføkonom på Børsen Steen Bocian mener, at højere renter – hvor ubehageligt det kan lyde i manges ører – kan være den eneste vej frem til at bremse inflationen. Det gælder nemlig om at give forbrugerne færre penge mellem hænderne.

Og det er Lars Seier Christensen ikke uenig i – omend han mener, det er en svær vej at gå:

Lars Seier med sin kone, Yvonne Seier Christensen.
Lars Seier med sin kone, Yvonne Seier Christensen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»I princippet er jeg enig med Steen, men det bliver svært, fordi det samtidig vil bremse økonomisk vækst fuldstændigt. Det er svært at være centralbank lige nu,« skriver han i en sms til B.T.

Mens mange økonomer taler om, at vi ligefrem er ved at nå ud i en recession, kom Finansministeriet dog med overraskende positive nyheder onsdag – nemlig en økonomisk prognose, der lover vækst trods krig og inflation. Ministeriet har blandt andet hævet forventningen til, at huspriserne kommer til at stige mere i år, end det først ventede, skriver Finans. Mens den forventede stigning for året i december lød på 3,3 procent, lyder den ny på 4,8 procent i år.

Finansministeriets prognose fjerner dog ikke Lars Seier Christensens bekymring:

»Politiske udmeldinger er i denne sammenhæng ret akademiske, da det er den virkelige verden, der afgør dette – det kan man ikke tale sig ud af,« lyder det fra Lars Seier Christensen, der dog kan glæde sig over, at han ikke selv har oplevet et stort aktiefald.

Lars Seier foran sit slot i Schweiz.
Lars Seier foran sit slot i Schweiz. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

»Jeg investerer ikke rigtigt i børsnoterede aktier, så jeg er ikke direkte ramt af det,« siger han og tilføjer, at han dog formentlig vil opleve at blive ramt på andre områder:

»De forskellige selskaber, jeg har uden for markedet, vil selvfølgelig også blive påvirket af en generel nedjustering af kurser, selvom det er svært at vurdere omfanget. Derudover har jeg en stor eksponering i kryptoverdenen generelt, som også er ramt, så jeg har uden tvivl givet en del af de store gevinster tilbage, som dette marked ellers har leveret de sidste 24 måneder. Men det er svært at sætte tal på.«

Han mener, at det vigtigste lige nu er, at inflationen kommer under kontrol. .

»Økonomer er altid uenige, så dem lægger jeg ikke så meget vægt på,« siger han og tilføjer:

»Men inflationen, især inden for råvarer og logistik, er bekymrende, uden tvivl, da det rammer virksomheder bredt, og de har svært ved blot at passere højere priser videre til kunderne.«

»Derudover har markedet været overvurderet igennem et stykke tid, og det skal jo korrigeres en gang imellem. Men det giver jo så også store muligheder, fordi nogle selskaber og aktiver vil gå fra overvurderet til undervurderet i sådanne situationer. Så det vigtige er at fokusere på projekter og selskaber, der bidrager med reel værdi og gode fremtidsudsigter – sådanne forløb afslører typisk, hvad der har substans, og hvad der ikke har,« siger han.