Lars Larsen Group, der er drevet af arvingerne til Jysk-stifteren, Lars Larsen, har udvidet porteføljen af ejendomme i København.

Arvingerne har nemlig købt familieselskabet Alleycat for et trecifret millionbeløb. Selskabet har siden december 2021 ejet otte af afdøde Bent Fabricius-Bjerres gamle ejendomme i København.

Det skriver Finans.

Komponisten Bent Fabricius-Bjerre
Komponisten Bent Fabricius-Bjerre Foto: Henning Bagger
Vis mere

Lars Larsen Group har sidenhen omdøbt selskabet til LLG Alleycat efter komponistens største hit, 'Alley Cat'.

Det nyligt omdøbte selskab, LLG Alleycat, blev oprindelig stiftet af Bent Fabricius-Bjerre og hans kone i 2015 og hed dengang Hauser plads 10 efter en af selskabets større ejendomme.

Efter komponistens død i 2020 valgte familien at sælge Hauser plads 10 til familievirksomheden Vision Ejendomme i december 2021, som derefter skiftede navnet til Alleycat – og hedder efter salget til Jysk-arvingerne altså LLG Alleycat.

Hauser Plads i indre København, som Bent Fabricius-Bjerre opkaldte sit selskab efter.
Hauser Plads i indre København, som Bent Fabricius-Bjerre opkaldte sit selskab efter. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Cathrine Bakke Ahlmann, som er ansvarlig for ejendomsinvesteringerne i Lars Larsen Group, fortæller til Finans, at Lars Larsen Group er begyndt at udvise stor interesse i netop ejendomsinvesteringer.

»Opkøbet er en del af Lars Larsen Groups strategi om at skalere op på ejendomsinvesteringsområdet. Vi har desuden et ønske om at skabe en mere diversificeret ejendomsportefølje med flere bolig- og kontorejendomme. Den strategi passer de pågældende ejendomme godt ind i,« siger hun til Finans.

Lars Larsen Group er ejet af Lars Larsens børn, efter dynekongen døde i august 2019. Selskabet har, ud over ejendomme, en bred vifte af virksomheder, som er spredt ud i mange forskellige brancher.

Sidste år havde Lars Larsen Group en omsætning på 32,7 milliarder kroner, og havde et overskud på 4,7 milliarder kroner efter skat.