Kronprins Frederik er kendt for at være glad for biler – og fart. Det ved også hans tidligere livvagt, der havde en helt særlig gave, da Frederik 26. maj 1986 fyldte 18 år.

I 29 år arbejdede Asbjørn Thyssen som livvagt. Nu har han skrevet en bog om sine oplevelser, blandt andet som mangeårig personlig livvagt for kronprins Frederik og prins Joachim.

Han husker, hvordan Kronprinsens 18-års fødselsdag blev fejret med officielle forpligtelser, men midt på dagen blev der tid til en tur til Fredensborg, hvor en af prinsens gaver – en splinterny Volvo – ventede.

Frederik, der lige havde fået kørekort, var ivrig efter at prøve bilen, men uden for slottet ventede journalister og fotografer på den gode historie.

Kronprins Frederik med den Volvo, han fik til sin 18-års fødselsdag. Foto Jørgen Jessen.
Kronprins Frederik med den Volvo, han fik til sin 18-års fødselsdag. Foto Jørgen Jessen. Foto: JØRGEN JESSEN
Vis mere

»På det tidspunkt blev der skrevet flere historier om Kronprinsens usikkerhed, og der blev lavet meningsmålinger, hvor aviserne bad folk tage stilling til, om Frederik eller Joachim ville blive den bedste konge,« husker Asbjørn Thyssen.

Derfor var hans gave til prinsen et øjebliks frihed.

»Prinserne satte sig ind i Volvoen, og min kollega og jeg fulgte efter i en anden bil, men en journalist og en pressefotograf var lige i hælene på os. Jeg kaldte op over radioen og fortalte, at en bil fulgte efter os, og at jeg ikke kunne se, om det er terrorister. Der gik ikke mange minutter, før en motorcykelbetjent kom drønende og stoppede bilen, så vi kunne køre i fred.«

Køreturen, der i øvrigt endte brat, da den spritnye Volvo satte sig ubehjælpeligt fast på en skovvej, og Kronprinsen fik brug for både lillebror og to livvagter til at skubbe sig fri, er bare én af mange historier i Asbjørn Thyssens nye bog 'Livvagt i sikkerhedens tjeneste'.

I 29 år har Asbjørn Thyssen arbejdet som livvagt for de kendte, de kongelige og politikere. Nu har han skrevet en bog om sine oplevelser. Privatfoto
I 29 år har Asbjørn Thyssen arbejdet som livvagt for de kendte, de kongelige og politikere. Nu har han skrevet en bog om sine oplevelser. Privatfoto
Vis mere

»Prinserne er de første, der har haft livvagt på helt fra fødslen.«

I begyndelsen var det ældre betjente, der fulgtes med deres barnepige, men da terrorismen, med blandt andre Rote Armee Fraktion i Tyskland, blussede op i 70erne, blev der behov for at uddanne skarpt trænede livvagter.

Som en af de allerførste herhjemme blev den tidligere kriminalbetjent uddannet i 1976, men han husker jobbet som lige dele livvagt og legeonkel:

»Jeg havde ikke været livvagt for prinserne ret længe, før jeg mærkede en lille hånd i min, når vi var ude at gå. Det var på ingen måde noget, jeg selv opsøgte, men jeg afviste heller ikke prinserne,« skriver han om det særlige bånd, der over tid opstod.

I 1976 blev Asbjørn Thyssen uddannet som en af de første livvagter i Danmark. Siden stod han selv for uddannelsen af nye kollegaer, der her er på øvelse. Privatfoto.
I 1976 blev Asbjørn Thyssen uddannet som en af de første livvagter i Danmark. Siden stod han selv for uddannelsen af nye kollegaer, der her er på øvelse. Privatfoto.
Vis mere

Asbjørn Thyssen fulgte Frederik og Joachim til og fra Krebs' Skole og senere Øregaard Gymnasium. Han har overhørt utallige samtaler mellem de to. Blandt andet denne, da prinserne var ni-ti år gamle:

»På vej til ridning snakkede vi om biler, da Joachim sagde til sin storebror: 'Ved du hvad, Frederik – du kan kun blive konge, jeg kan blive bilmekaniker', og så blev Frederik noget slukøret.«

Skulle kronprins Frederik ikke have været konge, ville Asbjørn Thyssen have spået ham en karriere som eliteidrætsmand:

»Han ville vinde og blev stjernetosset, hvis han tabte i for eksempel tennis eller fodbold. Han havde den der aggression, som professionelle idrætsfolk har. Det gik Joachim ikke så meget op i, han sagde gerne til garderne og os livvagter: 'Lad Frederik vinde, for ellers bliver han sur'.«

Under Clintons besøg i Danmark var Asbjørn Thyssen ansvarlig for sikkerheden. Her kom det ham til hjælp, at han mange år forinden havde leget gemme med prinserne på Fredensborg Slot. Privatfoto
Under Clintons besøg i Danmark var Asbjørn Thyssen ansvarlig for sikkerheden. Her kom det ham til hjælp, at han mange år forinden havde leget gemme med prinserne på Fredensborg Slot. Privatfoto
Vis mere

Asbjørn Thyssen har spillet fodbold med prinserne, lært dem at cykle, stået på vandski med dem og leget gemmeleg på Fredensborg. Det sidste kom ham til nytte, da han mange år senere var ansvarlig for sikkerheden på Fredensborg, under præsident Clintons besøg i Danmark. For prinserne havde vist ham alle slottets gemmesteder.

»Min samlede sikkerhedsplan blev bragt til hofmarskalen, som forelagde den for Dronningen, hvorefter han meddelte, at Hendes Majestæt havde godkendt planen og kun fundet én stavefejl. Det kunne jeg godt leve med,« husker han med et smil.

Det kræver 12 livvagter at mandsopdække en enkelt person, så efter sin 18-års fødselsdag kunne Joachim vinke farvel til sine faste skygger, mens Frederik fortsat blev fulgt tæt. Livvagterne var ved hans side, mens han læste statskundskab i Aarhus, under ferier – og også på date.

Selvom Frederik var vant til at se livvagternes skygger ved siden af sin egen, fik han indimellem åndehuller. For eksempel en sommeraften i Cahors, hvor Kronprinsen ville ud. Livvagterne gjorde sig klar til at følge efter, men Dronningen bad dem blive hjemme.

»Jeg blev nødt til at ringe hjem til min chef, Per Larsen, og spørge, hvad vi skulle gøre. Svaret var: 'Hvis Dronningen siger det, så tror jeg, vi skal følge det'.«

Siden da fik Kronprinsen lov at gå alene i byen i Cahors.

En anden gang havde Kronprinsen sat en kæreste stævne på Hovedbanegården, hvor Asbjørn Thyssen – selvfølgelig – var med:

»Ingen lagde mærke til, at det var Kronprinsen, der stod midt på Hovedbanegården. Da en mand begyndte at cirkle om dem, stoppede jeg ham, men det viste sig, at han var helt ligeglad med Kronprinsen, han var kun ude efter hendes taske.«

Frederik og Mary fik lov at være i fred de første år, de var kærester. De mødtes i 2000. Her er de i 2004, hvor de var i Australien til bryllup hos Marys søster. Foto Mark Baker.
Frederik og Mary fik lov at være i fred de første år, de var kærester. De mødtes i 2000. Her er de i 2004, hvor de var i Australien til bryllup hos Marys søster. Foto Mark Baker. Foto: MARK BAKER
Vis mere

En naturlig følge af jobbet er, at Asbjørn Thyssen er god til at holde på hemmeligheder.

»Vi vidste alt om deres kærester, men først når det stod i Billed-Bladet, talte vi om det derhjemme. Det var fyringsgrund, hvis man afslørede noget.«

Det gjaldt også, da Frederik mødte Mary.

»Det lykkedes ham gentagne gange under forskellige påskud at rejse til både New Zealand og Australien og besøge hende.«

På det tidspunkt var Asbjørn Thyssen selv stoppet som livvagt.

»Men jeg er stolt af at kunne sige, at der ikke var nogen af livvagterne, der afslørede dem.«

Hvis du vil have mere underholdning, så lyt til sladdermagasinet 'Det, vi taler om', hvor et veloplagt panel gennemgår ugens allerbedste sladderhistorier.