Der er mange ting, man kan komme op at skændes om med sine forældre. Et tæppe til 47 millioner kroner hører dog næppe hjemme på top-10-listen.

Men det specielle tæppe blev netop en af årsagerne til en spektakulær slægtsfejde i en adelig familie på Fyn. Her er andet afsnit i B.T.s serie om de største dramaer på danske godser.

»Min far vil bestemme, og det er sørgeligt, at vi ikke kan komme videre.«

Sådan lød det fra godsejer Gregers Juel, da han i 2017 kunne sætte et punktum i endnu en strid med sin far, hofjægermester Erik Juel, der er nær ven af Kongehuset. Forud var gået flere år med kampe og retssager om blandt andet uenigheder om et halmfyr, retten til godsets hovedbygninger samt trusler om at blive frataget arven.

Der har i årevis været strid i familien Juel om godset Juelsberg ved Nyborg på Fyn.
Der har i årevis været strid i familien Juel om godset Juelsberg ved Nyborg på Fyn. Foto: Louise Stolt Askly/ Byrd
Vis mere

Som B.T. tidligere har fortalt, er det ikke kun i Caroline Flemings adelige familie på Valdemars Slot, at der er uenigheder om, hvordan arven skal videreføres. På flere danske godser har flere familier – ofte gamle adelsfamilier – været oppe at toppes om gods og arv.

»Det, der ofte kendetegner familiefejder, er, at folk ofte ikke er sammen af arbejdsmæssige årsager, men af familiemæssige årsager, og så giver det ballade,« siger konkursadvokat Morten Bjerregaard fra Bjerregaard Advokatfirma. Han ser ofte sagerne, efter det er gået helt galt, og selskaberne er endt i en konkurs.

»Man kan lidt sammenligne det med tvangsægteskaber. Risikoen for ballade er altid større ved tvang,« tilføjer han.

På Juelsberg strækker balladen mellem far og søn sig helt tilbage til 1999, da Gregers Juel overtog det meste af herregården Juelsberg ved Nyborg, mens hans far beholdt hovedhuset. Igennem årene er far og søn flere gange tørnet sammen i retten i sager, der udspringer af økonomiske problemer og uenigheder om driften.

Erik Juel (billedet ) har flere år været i retten mod sin søn grundet stridigheder om familiens gods ved Nyborg.
Erik Juel (billedet ) har flere år været i retten mod sin søn grundet stridigheder om familiens gods ved Nyborg.
Vis mere

Familien er i øvrigt gode bekendte af Kongehuset, idet Erik Juels søster er dronning Margrethes gode veninde, Birgitta Hillingsø. Dronning Ingrid og Frederik 9. var nære venner af Erik Juels forældre, og Dronningen kom derfor en del på Juelsberg som barn.

Striden mellem far og søn nåede nye højder, da de i 2016 blev uenige om et tæppe til 47 millioner kroner. Mens Gregers Juel mente, at tæppet tilhørte ham og godset, så mente hans far, at det var hans ejendom.

Og pludselig kunne Gregers Juel se det dyre tæppe til salg hos det kendte auktionshus Christies i London.

Det kostbare Savonnerie-tæppe, der var en gave fra den franske Solkongen, Ludvig 14., til en dansk minister i 1600-tallet, har ellers befundet sig på Juelsberg siden 1800-tallet.

Dronning Margerethe er godt bekendt med Juelsberg, da det er hendes veninde, Birgitta Hillingsøes barndomshjem. Dronning Ingrid og Frederik 9. kom meget på Juelsberg.
Dronning Margerethe er godt bekendt med Juelsberg, da det er hendes veninde, Birgitta Hillingsøes barndomshjem. Dronning Ingrid og Frederik 9. kom meget på Juelsberg. Foto: Per Pejstrup
Vis mere

Tæppet er så specielt, at Kulturværdiudvalget ifølge Weekendavisen har erklæret det for en »umistelig kulturværdi af afgørende national betydning«.

Erik Juel mente dog, at han havde ret til at forære det til sin kone, Lise-Lotte Juel. Og da det statslige Kulturværdiudvalg ikke kunne købe det, besluttede parret at sætte det til salg hos Christies.

Det opdagede Gregers Juel, og så opstod balladen. Ifølge sønnen havde faderen i 2005 foræret hele det historiske indbo i hovedbygningen til den såkaldte Juelsberg-Fonden, der skal sikre, at det forbliver på godset.

Solkongens tæppe fotograferet af Nationalmuseet i 1955.
Solkongens tæppe fotograferet af Nationalmuseet i 1955.
Vis mere

Sønnen sagsøgte faderen, og halvandet år efter kunne han trække sig sejrrigt ud af kampen, da retten gav ham medhold i, at tæppet tilhørte Juelsberg. Desuden fik hans far endnu et nederlag med på vejen, da retten fandt, at både han, hans kone og deres advokat, Karoly Németh, var 'uværdige' til fortsat at sidde i Juelsberg-Fondens bestyrelse.

Mindre opsigtsvækkende blev det ikke af, at den kendte finansmand Fritz Schur, der i øvrigt også er ven af Dronningen, blev blandet ind i sagen.

Han forsøgte, ifølge Gregers Juel, at få fingre i godset og brugte sine forbindelser til at sikre Erik Juel lån i godset:

»Det er mit indtryk, at Fritz Schur fisker i rørte vande,« skrev Gregers Juel i 2017 til B.T.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Gregers Juel til denne artikel, men han ønsker ikke at medvirke. I 2017 lod han dog forstå, at han ikke regnede med, at striden sluttede med retssagen om tæppet.

»Jeg ville ønske, at striden nu var overstået. Jeg skal atter opfordre min fader til at medvirke til forligsdrøftelser. Mit tilbud er fortsat, at min fader kan blive boende i hovedbygningen,« lød det fra Gregers Juel.

Hans far var mere fåmælt og nøjedes med at sige, at det var en 'ulykkelig situation'.

Det er ikke lykkedes B.T. at komme i kontakt med Erik Juel.

Godset Juelsberg ligger ved Nyborg på Fyn.
Godset Juelsberg ligger ved Nyborg på Fyn. Foto: Louise Stolt Askly/ Byrd
Vis mere