Mikkel Bogh vil ikke mere. Han stopper om få måneder som direktør for Statens Museum for Kunst.

»Det er ved at være tid til at lukke et kapitel i mit arbejdsliv,« skriver han på Facebook.

Her fremgår det videre, at hans nuværende kontrakt udløber til april, og at stillingen om kort tid vil blive slået op – som kutyme er.

»Jeg vil ikke selv være blandt ansøgerne,« konstaterer Mikkel Bogh, der har stået i spidsen for museet i hjertet af København siden 2014:

»Mine ni år på SMK (Statens Museum for Kunst, red.) har været turbulente, intense, sjove og ekstremt lærerige – indimellem også hårde. Sådan er gamet jo.«

Det er ellers et museum i topform, som den snart afgående direktør forlader.

For kun tre dage siden blev det således meldt ud, at 2022 havde akkumuleret det bedste besøgstal nogensinde. I løbet af året havde 492.579 gæster været inden for dørene.

»Det er en kæmpe glæde at mærke den store interesse for kunsten og at se mennesker fra nær og fjern bruge museet som mødested og som ramme om nysgerrig fordybelse. Det lover godt for fremtidens kunstmuseum,« sagde Mikkel Bogh i den forbindelse.

Mikkel Bogh slutter sin tid på Statens Museum for Kunst af med at sætte besøgsrekord.
Mikkel Bogh slutter sin tid på Statens Museum for Kunst af med at sætte besøgsrekord. Foto: Mathias Eis
Vis mere

Men fremtiden på Statens Museum for Kunst bliver altså uden ham selv.

De gode tal betyder omvendt, at han kan sige farvel med ro i maven, lyder det.

»Jeg forlader stedet på et tidspunkt, hvor det går så tilpas godt, at jeg med glæde og stolthed kan give stafetten videre til den næste,« konstaterer Mikkel Bogh på Facebook.

Her fremgår det ikke, hvad han den 59-årige snart forhenværende museumsdirektør skal lave i stedet.