Hele Danmark kiggede med, da de første gang flyttede sammen. Nu gør de det igen. Altså flytter sammen.

Kathrine Kelså Harders og Michael Kelså Harders mødte hinanden i femte sæson af DR's 'Gift ved første blik'.

De blev gift, første gang de så hinanden – og straks efter bryllupsrejsen flyttede han med gamerstol og en samling af mystiske figurer ind i hendes stilrene pigelejlighed i Silkeborg.

Kathrine var ikke udelt begejstret, men i fællesskab fandt de plads til det hele.

Michael og Kathrine valgte at forblive gift efter, at tv-kameraerne slukkede. Siden var de på parkursus for at lære at håndtere konflikter som ægtefolk.
Michael og Kathrine valgte at forblive gift efter, at tv-kameraerne slukkede. Siden var de på parkursus for at lære at håndtere konflikter som ægtefolk. Foto: DR
Vis mere

Som Michael Kelså Harders dengang sagde:

»Det nemme ville være bare at tage mit tøj med, men det ville ikke være en rigtig indflytning.«

Var han kun troppet op med tandbørste og tøj, ville det for ham være som at: »Skjule nogle sider af mig selv, og det er jo netop det modsatte af, hvad pointen med programmet og eksperimentet er.«

Taktikken virkede, for parret er stadig sammen, og nu har de på Instagram annonceret, at de har købt hus sammen.

'Nærmest lige siden vi blev gift, har vi drømt om at flytte i noget mere permanent,' skriver de.

'Vi har gjort os rigtig mange overvejelser, og i løbet af de snart 2,5 år, vi har kigget, er vi blevet meget klogere på, hvad vi sammen drømmer om.'

Det, de drømmer om, er et parcelhus på 152 kvadratmeter i Odder, hvor der er plads til, at deres fremtidige familieliv kan udfolde sig.

Men de må drømme lidt endnu, for huset står først klar til overtagelse i april 2021.

'Vi glæder os helt vildt til dette nye kapitel i vores liv sammen, og vi ser spændte frem mod de eventyr, som skal komme i vores nye hjem,' skriver Michael og Kathrine Kelså Harders.

Om eventyret stadig inkluderer en gamerstol og figurer, melder historien intet om.