Nima Zamani Aliabadi og Frida Brygmann er blevet forældre.

Det oplyser Nima Zamani, der er radiovært og debattør, på Facebook.

'Efter at have været vidne til en fødsel kan jeg konstatere, at min kæreste – og kvinder generelt – er ret meget sejere end mænd,' skriver han og fortsætter:

'Fra naturens side kunne man helt ærligt godt have overvejet at placere halvdelen af smerten i mandens testikler eller lignende. Siger det bare.'

Den lille nye kom til verden 18. juli. Drengen får navnet Monty Hilarius Zamani Brygmann.

Frida Brygmann, der er manuskriptforfatter og sanger, har også svært ved holde glæden tilbage i sit Facebook-opslag:

'Mit liv tog en drejning søndag 18. juli. Jeg har ikke ord for, hvor højt jeg elsker ham, og hvor højt jeg elsker hans far.'

Frida Brygmann er datter af komiker og skuespiller Martin Brygmann.

Nima Zamani er i øjeblikket vært på onlinemediet 'Den uafhængige' og har tidligere været vært på Radio24syv.

Det er parrets første barn sammen.