Tage Frandsen er blevet gift med kæresten gennem 42 år, Karsten Bjørn Jensen.

Det afslører den 74-årige kendisfrisør i Ældre Sagens medlemsblad, og over for B.T. fortæller han, at det var her i medlemsbladet, alle parrets venner blev bekendt med den hemmeligholdte kærlighedsgerning, der blev afholdt 18. februar i år.

»Brylluppet foregik herhjemme helt stille og roligt, for vi ville ikke have noget ståhej ud af det. Vi er voksne mennesker, og vi skulle ikke have noget stort bryllup, for vi har holdt så mange store fester, og det her ville vi gerne have var meget privat,« forklarer Tage Frandsen til B.T.

»Men det var godt, det var på den måde, for jeg skulle hverken stå hvid brud eller have slør i håret og brudebuket,« siger han og griner.

»Og så slap vi også for en polterabend og alle de her ting,« griner han videre.

Tage Frandsen og Karsten Bjørn Jensen blev gift ved en privat ceremoni forestået af veninden Helle Sjelle i parrets fælles hjem på Frederiksberg tilbage i februar.
Tage Frandsen og Karsten Bjørn Jensen blev gift ved en privat ceremoni forestået af veninden Helle Sjelle i parrets fælles hjem på Frederiksberg tilbage i februar. Privat

Parret blev viet af veninden Helle Sjelle i deres fælles hjem på Frederiksberg, som de deler med hunden Solvej.

»De to vidner var Janni Spies og Rie Munk, og vi vidste, at de sagde ikke noget i hvert fald,« fortæller Tage Frandsen.

»Begge har vi kendt i 39 år,« tilføjer hans et år yngre ægtemand, den pensionerede steward Karsten Bjørn Jensen.

Brylluppet var af det, som parret kalder for »økonomiske og praktiske grunde«.

»Man ved aldrig, om én af os forsvinder lige pludselig, og på den måde er vi jo nødt til at sikre os, så vi har testamente og alt muligt praktisk. Vi var nødt til at gøre noget, inden vi falder døde om! Der er jo ingen grund til, at vi skal betale 35 procent i arveafgift, fordi jeg har jo min datter,« siger Tage Frandsen om den 53-årige datter Jannie, som han har med ungdomsekskonen Karin.

»Vi render jo ikke ud og skal til at skilles. Vi har rendt hornene af os, er det ikke sådan?« tilføjer han med et grin.

Efter vielsen spiste Tage Frandsen frokost med sin nybagte ægtemand Karsten Bjørn Jensen og deres to vidner, de mangeårige venner, Rie Munk og Janni Spies.
Efter vielsen spiste Tage Frandsen frokost med sin nybagte ægtemand Karsten Bjørn Jensen og deres to vidner, de mangeårige venner, Rie Munk og Janni Spies. Privat

Efterfølgende fejrede parret vielsen på den nærliggende restaurant 1971 sammen med veninderne Janni Spies og Rie Munk.

»Så det var helt afslappet,« fortæller kendisfrisøren.

Bryllupsrejse er der heller ikke blevet noget af, selvom parret har rejst til Mallorca flere gange i årets løb.

»Vi kan jo rejse, når det passer os,« forklarer Tage Frandsen, der som selvstændig frisør ofte gerne tager fri til eventyr med sin nybagte ægtemand.