Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Mens nogle hamstrer Tinka-nissehuer, og andre hamstrer brænde, så er det helt andre ting, der bliver hamstret i den dyre villa i Vedbæk, som milliardæren Karsten Ree beboer.
Rigmanden er nemlig så bekymret for, hvad Putin kan finde på, at han hele tiden sørger for at fylde sit overlevelsesrum godt op.
Det fortæller hans kone, Janni Ree.
»Vi har jo det der beskyttelsesrum i kælderen. Og han (Karsten Ree., red) har lige været nede og hente nye ting. Toiletpapir, kaffe, mere dåsemad. Alt er fyldt op. Så vi mangler aldrig reserver. Det siger han. Det skal vi altså huske. Så vi har altid reserverne i orden,« fortæller hun, da B.T. mandag aften møder hende på den røde løber i Imperial i København, hvor der er gallapremiere på filmen 'Elsker dig for tiden'.
Hvad er det, han er så bekymret for?
»Han er altid bekymret for, at vi vil løbe tør for noget, men han er også bekymret for krigen. Man ved jo ikke, hvad ham Putin finder på, så det er jo godt at være forberedt, Og der er jo plads til mange feltsenge dernede,« siger Janni Ree og tilføjer, at hun vil gætte på, at der kan være omkring 40 mennesker i deres kælder.
Men den russiske præsidents mulige atomkrig eller verdenskrig er ikke det eneste, der kan give den danske rigmand, der skabte sin formue på salget af Den Blå Avis, hovedpine.
Karsten Ree, der har massive investeringer i aktier – herunder i det kinesiske svar på Amazon.com Alibabar – har nemlig måttet se sine aktier falde voldsomt det seneste år.
Karsten Ree har ved tidligere lejligheder fortalt til B.T., at han ikke har været glad, når hans aktier falder, og det er han bestemt heller ikke nu, medgiver Janni Ree.
»Har han det o.k. Selvfølgelig synes han ikke, det er sjovt, men han tager det med opløftet pande. Jeg tror ikke, jeg ville have taget det på samme måde, men han tager det pænt. Han er ikke mere grumpy, end han plejer,« siger Janni Ree.
Det er da også et gevaldigt hug, som Rees formue har fået det seneste år.
Ifølge den årlige opgørelse over Danmarks 100 rigeste, som Økonomisk Ugebrev har lavet, så er Rees formue blevet reduceret med 900 millioner kroner det seneste år. Dermed faldt han 18 pladser ned ad listen over med en formue på 2,1 milliarder kroner.
Det fik Ejlif Thomasen, der er revisor og journalist og som står bag udfærdigelsen af listen, til at medgive, at Karsten Ree nok er en af Danmarks mest risikovillige milliardærer:
»Ja, det tror jeg. Det er sjældent, at folk tager så store risici. Der er mange, der også risikerer meget, men som ikke har lånt penge oveni, og som ikke har smidt så mange æg i samme kurv, som han har gjort,« udtalte han i november til B.T.
Vil du høre mere om Carsten Rees påfund - Så lyt til podcasten 'Det, vi taler'.