'Nu skal jeg vise jer, hvordan man kan spice sine karameller op til sidste skoledag.'
Sådan lyder det fra en ung influencer på TikTok, der i en video pakker en 'Big Ben'-karamel op, udhuler den og fylder hvidløgspulver i, inden han gør klar til at pakke dem sammen igen.
Det seneste døgn er sociale medier blevet fyldt med videoer fra influencere, der i samarbejde med slikfabrikanten Carletti reklamerer for karamellerne Big Ben, der i Danmark ofte er det foretrukne mærke, når der skal deles karameller ud på sidste skoledag.

Men i år mente firmaet altså, at deres karameller skulle have lidt ekstra.
Sammen med flere unge influencere på TikTok har man opfordret til, at skolebørnene udhuler deres karameller og fylder dem med for eksempel hvidløgspulver, paprika eller chili og pakket dem sammen igen, inden de skal kastes ud til de mindre klasser.
Og det har fået flere op i det røde felt.
B.T. har det seneste døgn modtaget flere henvendelser fra bekymrede forældre, der ikke kunne forstå, at Carletti havde valgt denne form for reklame for deres karameller.
Også på firmaets egne sociale medier skriver forældre, at de er utilfredse med reklamen.
'I skulle skamme jer. I årevis har skolerne haft problemer med, at 9. klasserne enten fryser karameller ned eller putter alverdens ting i dem, som foruden at være farligt også ødelægger de små børns dag,' skriver en.
'Hvornår er I begyndt at bakke op om at ødelægge andres dag? Kan se andre steder, at det bliver forklaret, at det er jer, der har opfordret til at fylde slikket med chili og andre lækre sager. Det er ikke særlig hyggelig-karamel-agtigt, synes jeg,' skriver en anden, der underskriver sig 'curlingmor'.
Carletti fortæller til B.T., at man er meget ked af reklamen.
»Vi er bekendt med, at nogle af de influencere, som vi samarbejder med, har foreslået at tilføje chili og hvidløgspulver, samt nedfrysning af vores karameller ifm. en kampagne op til sidste skoledag. Det er en klar fejl fra vores side, at vi har opfordret til dette, og det beklager vi meget,« lyder det fra Katrine Tuesltrup, der er markedsføringschef i Carletti.
Hun forklarer, at det aldrig har været firmaets mening at skabe en utryg stemning omkring sidste skoledag.
»Vi ønsker på ingen måde at skade nogen og er meget kede af at have skabt en utryg stemning pga. vores ubetænksomhed,« lyder det i et skriftligt svar.
B.T. ville gerne have lavet et telefonisk interview med Carletti og have spurgt til, hvad firmaet nu har tænkt sig at gøre efter kritikken, men de har kun ønsket at svare skriftligt.