Han var kendt for at være en sky købmand, men hans forretningsnæse var ikke til at tage fejl af.

Billige øl, slik, smør og sodavand blev nemlig hurtigt så stort et hit hos danskerne, at grænsehandleren Fleggaard og hans familie blev nogle af Danmarks rigeste. Men nu fosser milliarderne ud af familieimperiet.

I 2017 kunne familien kalde sig Danmarks 10.-rigeste efter et forrygende år med en indtjening på knap ti millioner kroner om dagen. Dengang var formuen vurderet til at være 10,3 milliarder kroner.

Men opturen er nu vendt til nedtur. For i år har familien Fleggaards formue fået et ordentlig dyk på Økonomisk Ugebrevs liste over Danmarks 100 rigeste.

Hans Frede Fleggaard i 1988.
Hans Frede Fleggaard i 1988. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Hele 2,9 milliarder kroner er blevet barberet af i forhold til sidste år, hvor formuen allerede var faldet lidt. Formuen lyder nu på 4,5 milliarder kroner, hvilket har sendt grænsehandel-familien hele 20 pladser ned ad listen, så den nu er Danmarks 44.-rigeste.

Det store styrtdyk skyldes flere ting – blandt andet, at coronapandemien ramte virksomheden hårdt, da flere butikker var lukket i månedsvis.

Det førte til, at selskabet i det seneste regnskab i 2022 kunne præsentere den laveste omsætning i otte år.

»De er ramt af to ting – at de har haft en lavere indtjening end året før, og så er deres virksomhed blevet værdisat lavere. De to ting tilsammen trækker formuen ned,« forklarer Eigil Thomasson, der er revisor og journalist, og som har lavet listen for Økonomisk Ugebrev.

Danskerne er vilde med grænsehandel.
Danskerne er vilde med grænsehandel. Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

Fleggaards nedtur kommer ellers efter nogle gode år for koncernen, der blev grundlagt i 1926, da Peter J. Fleggaard åbnede en lille kolonialhandel i Padborg, som blandt andet solgte kaffe og tobak.

Forretningen lå over for jernbanebygningen i den sønderjyske by og forsynede de rejsende med fornødenheder.

I 1960erne overtog hans søn, Hans Fleggaard, forretningen efter sin fars død, og så kom der for alvor fart over feltet.

Hans Fleggaard udvidede hurtigt forretningen med blandt andet hvidevarer, køkkener og tv, hvorefter han begyndte på grænsehandel.

Hans Frede Fleggaard gik bort i 2019, men efterlod sig et milliardimperium.
Hans Frede Fleggaard gik bort i 2019, men efterlod sig et milliardimperium. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Hans Fleggaard var kendt som en notorisk sky rigmand, der modsat mange andre ikke færdedes på de bonede gulve og til kongelige jagter.

»Den familie hænger rigtig godt sammen, og man ser dem ikke lave nogen dumme ting. De har benene solidt plantet i den sønderjyske jord. Og de er nogle gode købmænd, for det er ikke den vilde fortjeneste, man får på at sælge dåseøl og chokolade, så det er godt købmandskab,« har forfatter og journalist Søren Jakobsen, der har skrevet flere bøger om Danmarks rigeste, tidligere forklaret til B.T.

Hans Fleggaard trak sig ud af Fleggaards ledelse i slutningen af 90erne. Hans voksne børn er siden blevet aktive i koncernens bestyrelser.

Hans Fleggaard gik bort i 2019 i en alder af 85 år efter at være blevet ramt af flere blodpropper i hjernen.

»Vi er taknemmelige over, at vores far blev beriget med et langt og indholdsrigt liv, og vi vil savne hans gåpåmod og optimisme. Vi har, siden vores far trak sig fra den daglige drift, ført firmaet videre i den ånd og på det fundament, som han skabte, og det agter vi at fortsætte med,« skrev familien i en mail til B.T. dengang.

Fleggaard ejes i dag af Hans Fleggaards tre børn, Ole, Birgitte og Susanne Boris Fleggaard, samt deres børn. De ejer selskabet Aktieselskabet Fladkær, der ejer Fleggaard Holding.