Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

»Jeg synes faktisk, det er at nedgøre ofrene for krigen i Ukraine på groveste vis.«

Sådan siger Jim Lyngvild, efter han torsdag medvirkede i et interview på 24syv, som tog en sådan drejning, at han måtte takke af og afbryde interviewet.

»Jeg synes, det var nogle meget studentikose værter, som opsøgte en konflikt, fordi de skal lukke næste år og derfor gør alt, hvad man kan, for at komme i B.T.«

Den 43-årige kunstner, designer og debattør var torsdag inviteret i 24syv-programmet 'Reporterne' for at diskutere begrebet 'krænkelsesparathed', efter Lagkagehuset for nylig valgte at gøre deres kagemænd og -koner kønsneutrale, og at Føtex få dage senere trak en T-shirt tilbage med påskriften 'Fars hus, fars regler'.

Her fortalte Jim Lyngvild, at han mener, medierne blæser det for stort op, når en enkeltperson går på Twitter og fortæller, at vedkommende føler sig krænket.

Man burde hellere fokusere lidt mere på krigen i Ukraine, påpeger han i radioprogrammet.

Og her tager interviewet en drejning.

For som 'Reporterne'-vært Alexander Wils Lorenzen påpeger, har Jim Lyngvild ikke selv brugt sine sociale medier til at tale om situationen.

»Du bidrager jo også selv – du har en stor stemme. Hvad hvis jeg siger, at vi i det her interview kan tale om Ukraine de næste fem minutter?« spørger han, inden hans medvært Cecilie Lange bryder ind:

»Det gør vi! Jeg synes, vi skal ændre vinklen nu. Jim Lyngvild, hvad i krigen i Ukraine og situationen omkring den russiske invasion bekymrer dig mest lige nu?«

Her svarer designeren, at det bekymrer ham, at man brugte de første 14 dage på at gøre det til et medieshow og tage til Ukraine for at tage selfies, men siden synes at have tabt interessen.

»Men lige nu sidder I jo faktisk og gør grin med et meget alvorligt emne,« siger han pludselig, mens værterne protesterer højlydt.

»Jo, det gør I faktisk. I prøver at lave satire på noget, der faktisk er dybt problematisk. Fordi I gerne vil være spændende og sjove og 'se os, vi er en radiokanal, der tør bide fast', og ved I hvad? Det er super dumt, det I sidder og foretager jer lige nu.«

Til B.T. uddyber Jim Lyngvild, at han fandt det upassende, at værterne forsøgte at udstille hans hykleri på bekostning af det ukrainske folk.

Og så mener han i øvrigt ikke, at der er tale om hykleri.

»Jeg er jo ikke en mediestation. Man ringer til en privatperson, der har en Facebook-side, hvor han lufter tanker om at være for eller imod en kagemand,« siger Jim Lyngvild, der synes, de hellere skulle have kontaktet en krigskorrespondent.

»Jeg synes, man spilder lytternes tid ved at få dem til at høre på mit vås om noget, jeg ikke ved andet om, end hvad jeg kan læse i medierne,« siger han, inden han sender en stikpille til 24syv.

»Men der er nok ikke særlig mange, der lytter til det program, så jeg har nok ikke gjort mere skade end som så.«

Pointen med at spilde lytternes tid lufter Jim Lyngvild også i 'Reporterne', hvorefter den ene vært, Alexander Wils Lorenzen, beder lytterne sms'e ind, hvis de også mener, at de har spildt deres tid ved at lytte til interviewet.

Til B.T. fortæller Jim Lyngvild, at programmet pludselig kom til at virke satirisk. Og det havde som sådan også været i orden, hvis han kendte præmissen på forhånd.

Men nyhedschefen på 24syv, Simon Reenberg, mener ikke, at der blev gjort brug af satiriske elementer i indslaget.

»Jeg tror ikke, der er ret mange andre end Jim Lyngvild, der opfattede noget af det som satire. Vi tager altid imod ris og ros fra lytterne. Så hvis vi har spildt deres tid, hører vi gerne fra dem – der er så ikke nogen, der på den opfordring har henvendt sig.«

Men lad os være ærlige – I spurgte vel kun til situationen i Ukraine for at udstille Jim Lyngvilds dobbeltmoral? Er det ikke at gøre grin med en alvorlig situation?

»Nej, det synes jeg overhovedet ikke, det er, for hans morale var jo, at vi skal tale mere om Ukraine, og det kan vi godt være enige i, og så tager vi ham på ordet,« siger Simon Reenberg, der afviser, at det hverken skulle være tarveligt eller spild af tid at spørge ham om situationen.

»Han er et stort medie på Facebook, hvor han har en stor følgerskare, og han kritiserede, at vi talte for lidt om Ukraine. Så jeg synes faktisk, det er fint, vi spørger ham,« siger han.

»Og han kunne jo bare have sagt: 'Det er ikke derfor, jeg er inviteret ind i dag', og så havde vi respekteret det.«

Han ærgrer sig kun over én ting ved interviewet:

»Jeg havde håbet, at Jim Lyngvild, da vi – efter hans eget ønske – begynder at tale om situationen i Ukraine, var fortsat med at tale om nogle af de ret fine pointer, han havde, for så tror jeg, interviewet kunne være sluttet i en mere forsonlig tone.«

Andre læser også