Den 1. juni 2021 blev noget mere hektisk end, hvad Anette Heick og Jesper Vollmer havde regnet med.

Her vågnede Vollmer op med en svimmelhed og en ubehag, der gjorde, at han snøvlede og ikke kunne rejse sig fra sin seng.

Anette Heick ringede straks 112. Hendes mand var blevet ramt af to blodpropper i hjernen, og i et interview med Her & Nu fortæller parret om chokket og tiden efter chokket.

»Jeg var heldig, at de to blodpropper ikke forvoldte større skade. Det er nok arveligt betinget: Min mor blev ramt, og min morfar døde af et slagtilfælde. Hånden er blevet slap igen, og jeg går dårligere igen. Lægerne mener, det nok skal komme tilbage,« fortæller Vollmer til bladet og henviser til sin badeulykke i 2015.

Allerede ganske kort tid efter den skæbnesvangre dag begyndte han med genoptræning igen samt ergo- og fysioterapi.

En genoptræning, som tv-kokken har prøvet før.

Den 47-årige kok har nemlig tidligere været involveret i en alvorlig ulykke, da han i 2015 blev væltet af en bølge i Thailand og fik knust den sjette nakkehvirvel.

Jesper Vollmer har tidligere været kok for Kongehuset.