Han havde kig på det nordfynske Harridslevgaard Slot, men det snuppede hans bedste ven Christian Stadil sidste år.

Ligesom mange andre danske rigmænd, har iværksætter og 'Just Eat'-mangemillionæren Jesper Buch drømt om at blive slotsejer. Men indtil videre er det ikke lykkedes.

Det fortalte han, da Christian Stadil holdt sin årlige champagnelancering og spirituelle fest for venner og forretningsforbindelse.

»Det er en af mine absolut bedste venner, der holder et arrangement, og så tropper man op,« forklarede Jesper Buch om årsagen til, at han havde valgt at tage turen til Nordfyn.

Jesper Buch med sin kone, Renata.
Jesper Buch med sin kone, Renata. Bax Lindhardt

Arrangementet foregik for første gang på Harridslevgaard, som Christian Stadil købte sidste, efter at Jim Lyngvild havde trukket sig som køber fra slottet.

Jesper Buch fortalte, at han selv tidligere havde været interesseret i slottet.

»Men det nappede han (Stadil, red), så jeg tror, jeg går efter noget på Ibiza i stedet for,« lød det smågrinede fra Buch.

Så du går ikke med en indre slotsejer- eller godsejer drøm?

Harridslevgaard Slot udenfor Bogense på Nordfyn er blevet købt af erhvervsmanden Christian Stadil.
Harridslevgaard Slot udenfor Bogense på Nordfyn er blevet købt af erhvervsmanden Christian Stadil. Bax Lindhardt

»Det har jeg fandeme gjort i mange, mange år. Men der er ikke mange af dem i Danmark, og dem, der ligger på Sjælland, de er sateme dyre,« siger Buch. 

»Så skal man til Frankrig måske. Der kan man finde nogle rigtig, rigtig store slotte for ikke ret mange penge, men jeg napper Ibiza i stedet for,« forklarede Buch.

Stadil, der er kendt for at være meget interesseret i buddhisme, havde til festen inviteret den verdenskendte spirituelle leder Sri Sri Ravi Shankar, der blev fløjet til slottet i helikopter.

Jesper Buch har ikke helt så stor erfaring med det åndelige som Stadil, men iværksætteren fortalte, at han ville tage udfordringen op:

»Nu skal vi i gang med at omfavne noget, som jeg måske ikke har været så tæt på,« sagde han og fortalte, at det måske passede til hans nye liv, hvor han arbejder mindre og slapper mere af.

»Nu begynder jeg at skulle slappe af. Så det er første kapitel,« lød det fra Buch, der blandt andet er begyndt at bruge mere tid sammen med sine børn og på at spille padel. 

»Måske giver det noget god søvn og ro og alt det, man skal i gang med, når man snart bliver 50 år,« smågrinede 48-årige Buch.

Det var i september, at Jesper Buch meddelte, at han stoppede i DR-programmet 'Løvens Hule', hvor han gennem otte år har været programmets store stjerne.

Buch begrundede stoppet med, at han havde lovet sin familie og børn at stoppe og drosle ned.

Og selv om han er god til at holde fri, så arbejder han stadig. Han har nemlig en portefølje på 35 virksomheder, som han skal følge.