Jeremy Clarkson har levet et liv i overhalingsbanen.

Bogstaveligt talt.

Tv-værten, der er kendt fra 'Top Gear' og 'The Grand Tour', har brugt det meste af sit liv på at være optaget af biler, og derfor har han sjældent skænket motion og helbred de helt store tanker.

Men alderen er begyndt at indhente ham, fortæller han i et interview med engelske The Guardian, og det kan mærkes.

Han beretter om problemer med ryggen og knæene, og så føles lungerne, som om de er gået op i flammer, hvis han så meget som overvejer at hoppe op på en cykel.

»Jeg plejede at tro, at jeg skulle dø som 107-årig med en cigaret i mundvigen.«

Han stoppede dog med at ryge for fire år siden, og nu har den britiske tv-stjerne altså rundet 61 år.

I samme alder afgik hans far ved døden. Og det har fået ham til at gruble:

»Hvis jeg døde som 61-årig, så ville jeg blive rasende. Jeg er slet ikke færdig med at leve,« siger han og uddyber med en opfølgende latter:

»Så ja, jeg tænker da hver dag over, om jeg skal dø.«

Mange år med cigaretter var medvirkende til, at han fik et svært sygdomsforløb med lungebetændelse i 2017. Han kom ovenpå igen, men da han så pådrog sig covid-19 sidste år, frygtede han, at han skulle dø alene, fortæller han.

I dag frygter han, at helbredet ikke ser bedre dage igen, og at det derfor sætter sine begrænsninger for ham:

»Det gør mig trist at tænke på, at jeg nok har dykket fra en båd eller taget den sorte piste for sidste gang.«

Men den evigt karismatiske Clarkson er aldrig bleg for en joke, selv når det kommer til alvorlige emner.

Derfor trøster det ham en smule, når han læser nekrologer i The Times, da det typisk omhandler afdøde, der levede til omkring de 75 år.

»Det viser, at jeg har 15 år endnu, og det er rigeligt.«