Hvad gør man, når den ene brændende ønsker sig et barn mere, og den anden absolut ikke kan se sig som forælder endnu engang? Er det overhovedet noget, man kan blive enige om? Ida og Peter har diskuteret frem og tilbage i måneder og søger hjælp til beslutningen hos terapeut Rikke Thuesen

Ida og Peter har levet sammen i 11 år, der er en aldersforskel på 14 år – han er omkring 50, og hun er midt i 30’erne. De har et barn sammen på 5 år, og han har en stor datter fra sit tidligere ægteskab. Da de mødte hinanden, gjorde han det meget klart, at han gerne ville have et barn mere, men absolut kun ÉT barn mere.

Nu er pigen 5 år, og Ida har fortrudt, at hun accepterede den præmis – hun vil have en baby mere.

Jeg har spurgt lidt til deres forhold og tanker, hun fortæller, at hun godt ved, det ikke er fair at insistere på en baby mere, fordi Peter var meget tydelig, da de mødte hinanden, og faktisk ikke ønskede sig flere børn, men han forstod godt, hun gerne ville være mor, og derfor fik de deres fælles datter, som i øvrigt var nogle år om at blive til virkelighed:

Men Ida er bange for at ville blive ulykkelig og fortryde resten af sit liv, hvis hun ikke følger sine indre dybe ønsker og får endnu et barn. Hun er bange for at ville bebrejde Peter.

Peter holder meget fast i den aftale, de indgik, og at han føler sig fanget som ’the bad guy’, og det føles ikke fair.

Det virker, som om der ligger noget under konflikten, så jeg får lyst til at spørge:

Peter, hvordan synes du, at du har været som far for din store datter?

Peter kigger ned:

»Ærligt talt … Jeg synes, at jeg har svigtet som far. Jeg burde have været der noget mere, jeg burde have givet noget mere, jeg føler, jeg har fejlet,« svarer han.

Og hvad med din rolle som far for din lille datter?

»Der føler jeg heller ikke, jeg slår til, jeg kommer sent hjem fra arbejde, leger med hende inden spisetid, og så skal hun i seng. Jeg føler, jeg er en halvandentimes-far, og det er slet ikke godt nok. Og så tænker jeg: Hvordan pokker skal jeg kunne klare at være en god nok far for tre børn, når jeg ikke engang er det for dem, jeg allerede har?«

En vidunderlig far

Ida sidder med tårer i øjnene, mens hun taler til Peter.

»Du er den mest vidunderlige far, man kan ønske sig – du er så omsorgsfuld og nærværende, og pigerne føler sig så trygge sammen med dig. Jeg forstår slet ikke, hvad du mener med, at du ikke slår til?«

Peter svarer, tydeligt berørt:

»Jeg er bare så bange for ikke at slå til og miste dig og vores gode relation, hvis der kommer et barn mere. Jeg ved, jeg vil elske det barn inderligt, men jeg føler ikke, jeg har tid og ressourcer nok – og så er jeg over 60, når barnet skal konfirmeres – sådan en gammel far …«

Ida bryder ind:

»Jeg har slet slet ikke forstået, hvordan du har det, og jeg er så ked af, at du føler, du ikke slår til – jeg synes jo, at du er den bedste far, og at du i høj grad slår til.«

Peter svarer:

»Min største frygt er at svigte endnu et barn eller at svigte dig. Og jeg føler, at uanset hvad jeg gør, vil jeg komme til at svigte dig, vores børn eller et kommende barn. Jeg vil så gerne give dig, hvad du ønsker dig, og for alt i verden undgå, at du bliver ulykkelig eller kommer til at fortryde noget som helst.«

Samtalen åbnede for parrets forståelse for hinanden – de havde hidtil primært talt om praktik og ulemper og fordele og diskuteret ret og vrang i den gamle aftale uden at komme nogen vegne, men da de nåede ned til Peters grundlæggende følelser af ikke at slå til og være den far, han ønsker at være, og til Idas angst for at lave en livsfortrydelse, hun ville kunne klandre ham for resten af livet, fik de en meget større forståelse for hinanden.

De fik ikke afklaret problemet her og nu, men de fik en omsorg og forståelse for det, der rørte sig i dem selv og den anden. De fortsatte samtalen hjemme, og 6 måneder senere kontaktede de mig og fortalte, at Ida var gravid, og at de begge glædede sig meget til at få en lille ny, som i øvrigt er en dreng.

Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for Damerne.