Hun ville være berømt. 

Men nu skal hun i fængsel.

Sådan lyder statusen for den 32-årige amerikanske influencer Danielle Miller, som har fået opfyldt sin drøm om at nå mediernes overskrifter – men næppe på den måde hun håbede. 

Det skriver CBS News.

Torsdag blev hun dømt til fem års fængsel for at have snydt sig til 1,2 millioner dollar i coronastøtte – det svarer til mere end otte millioner kroner.

For at lykkedes med dette, brugte hun mere end ti stjålne identiteter. Pengene gik blandt andet til ophold på luksushoteller, som hun gladeligt fremviste på sin Instagram-profil, og at chatre et privatfly.

Hun brugte blandt andet forfalskede kørekort, hvor hun brugte ofrenes navn, men sit eget billede, skriver New York Post.

Fungerende statsadvokat Joshua Levy beskriver det som en 'søgen efter flygtig stjernestatus på de sociale medier'.

'Dommen i dag bør gøre det krystalklart, at det er vejen til fængsel og ikke flygtig berømmelse at leve en social medietilstedeværelse på ryggen af hårdtarbejdende skatteydere,' siger han videre.

Danielle Miller erklærede sig skyldig i tre tilfælde af bedrageri og to tilfælde af groft identitetsbedrageri. 

Ifølge hendes advokat, angrer hun det, hun har gjort. Udover fængselsstraffen skal der også betales erstatning. Et beløb, som først fastsættes senere.