Influenceren Line Hoffmeyer har fået sit andet vaccinestik og kan nu bryste sig af at eje et coronapas.
Det jubler hun over både på Instagram, men også da B.T. snakker med hende.
»Det er virkelig dejligt. Jeg har levet rigtig coronarestriktivt, og nu glæder jeg mig til, at andre også får passet, så vi kan snart kan ses,« fortæller hun.
Den seneste periode har ikke været let for Line Hoffmeyer. Hun har nemlig været nødsaget til at leve et liv i isolation, fordi hun er en af de ekstra udsatte i forhold til coronavirussen, da hun i 2012 fik en hjertetransplantation.
»Jeg er enormt ekstrovert, og jeg lader op ved at være sammen med andre. Jeg har været enormt drænet. Det har været hårdt og træls, men samtidig har det været nødvendigt,« siger influenceren, som er gift med komikeren Lasse Rimmer.
Line Hoffmeyer fik sit første stik 22. februar. 15. marts blev hun færdigvaccineret.
Selvom hun nu er færdigvaccineret, har Line Hoffmeyer ikke planer om at leve fuldstændig restriktionsfrit, som om corona ikke eksisterer.
'Jeg kommer ikke til at fare rundt som en skoldet skid, der tror, at corona er en øl. Men jeg kommer heller ikke til at leve som en, der kan dø af at gå en tur med det forkerte menneske på den forkerte dag. Det har været for hårdt det sidste stykke tid. Men shit, en jungle,' skriver hun i sit opslag på Instagram.

»Coronapasset gør ikke noget nu. Det er fint at have, men det gør ingen forskel nu. For hvis jeg skulle ud og rejse, bliver det alene, og så bliver det en rimelig fesen tur til Spanien,« uddyber hun til B.T.
I januar fortalte hun åbenlyst på Instagram, at hun var indlagt til observation af hjertet, ligesom hun åbent har fortalt om livet i selvvalgt isolation på Instagram og sin blog.
Tidligere har hun også langet kraftigt ud efter influenceren Elvira Pitzner, der valgte at tage til Dubai midt under pandemien.
'Vi, der ikke føler os hævet over loven eller resten af samfundet, har det fucking nedtur over kulde, isolation og ensomhed,' skrev hun blandt andet i den forbindelse.

