Nu bor der tre generationer i influenceren Isabella Alberte Hedeager og morfaren Svend Aages hjem.

Isabella Alberte Hedeager, der er mest kendt for at bo sammen med sin morfar, har nemlig født sit første barn: en lille pige.

Det deler influenceren på Instagram.

I starten af året flyttede den lille tværgenerationelle familie ud fra morfarens hus i Højberg og ind i et nyt.

Her har morfar Svend Aage Jensen sin egen afdeling, det samme har Isabella Alberte Hedeager og kæresten Simon Wittrup, og søreme om der ikke også er et værelse til den nye lille pige.

'I går kom tre kilo kærlighed endelig ud i armene på os, og lykken er uendeligt stor,' skriver hun på Instagram, hvor et billede af den nybagte mor med den nyfødte pige i favnen, er vedhæftet.

For syv år siden flyttede den dengang 25-årige Isabella Alberte Hedeager ind hos sin 66 år ældre morfar, Svend Aage. Deres relation og forhold fik stor opmærksomhed i medierne og skabte meget opmærksomhed om morfaren og barnebarnets liv sammen.

En minidokumentar på TV 2 Echo om det umage pars corona-sysler blev det mest sete på TV 2. Og siden da har Isabella Alberte Hedeager gjort karriere som influencer.

Barnet har hun fået med videofotografen Simon Wittrup. Og 'moffe' er nu blevet oldefar.