Se ingenting. Sig ingenting. Og se ikke chefen - Jeffrey Epstein - i øjnene.

Afhøringen af en tidligere hushjælp i retssagen mod Ghislaine Maxwell torsdag gav et sjældent indblik i det bizarre liv, som Maxwell og Epstein levede.

Den amerikanske rigmand og den britiske overklassekvinde delte soveværelse, men havde hvert sit badeværelse. Epstein fik flere massager om dagen, og så så hushjælpen hundredvis af topløse unge kvinder ved det rige pars pool.

Epstein og Maxwells tidligere hushjælp, Juan Alessi, holdt sig tilsyneladende ikke tilbage, da han satte sig i vidnestolen for at fortælle, om hvordan det var at arbejde for det stenrige par.

Ghislaine Maxwell er tiltalt i seks forhold.
Ghislaine Maxwell er tiltalt i seks forhold. Foto: JANE ROSENBERG
Vis mere

Alessi kunne ifølge Independent også fortælle om to frygtindgydende arbejdsgivere og bizarre opgaver. Og hvis det, han fortalte er sandt, er det næppe noget, der gavner 59-årige Ghislaine Maxwell, der er tiltalt for at have stået i ledtog med Epstein og blandt andet have hjulpet ham med at menneskehandle mindreårige til seksuelle formål, vurderer B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg:

»Det virker som en underlig perverteret verden af rigdom og privilegie, som er meget, meget langt fra vores andres verden, og som også tilsyneladende skalter og valter med mennesker,« siger han.

Hushjælpen berettede også om lange arbejdsdage på 14 timer, og hvordan han havde arbejde nok til ti personer. Han boede på stedet på et værelse sammen med sin kone og havde primært kontakt med Ghislaine Maxwell, der havde introduceret sig selv om 'kvinden i huset'.

Maxwell havde instrueret ham i ikke at se Jeffrey Epstein i øjnene, og Alessi berettede generelt om meget strenge ansættelsesvilkår:

Husnhjælpen Juan Alessi ses her i retten.
Husnhjælpen Juan Alessi ses her i retten. Foto: JANE ROSENBERG
Vis mere

»Jeg skulle foregive at være blind, døv … ikke at sige noget,« sagde Alessi, der også fortalte, at en af hans faste arbejdsopgaver var at lægge 100 dollarsedler i alle Epsteins biler samt at hente flere af de unge kvinder, som kom til ejendommen, herunder Virginia Roberts samt vidnet 'Jane'.

I alt anklager fire kvinder Ghislaine Maxwell for at have været med til at udnytte dem, og ‘Jane’ er en af dem.

'Jane', der optræder under pseudonym i retten, afgav forklaring tirsdag og onsdag, hvor navne som prins Andrew og Donald Trump blev draget ind i sagen, da 'Jane' fortalte, at hun var blevet introduceret til dem af Epstein.

Ifølge Jakob Illeborg var afhøringen af hushjælpen torsdag en del af anklagerens strategi med at opbygge et billede af, hvem Maxwell er.

Isabel Maxwell, sister of Ghislaine Maxwell, arrives at court during the fourth day of the Ghislaine Maxwell trial in the Manhattan borough of New York City, New York, U.S., December 2, 2021. REUTERS/Carlo Allegri
Isabel Maxwell, sister of Ghislaine Maxwell, arrives at court during the fourth day of the Ghislaine Maxwell trial in the Manhattan borough of New York City, New York, U.S., December 2, 2021. REUTERS/Carlo Allegri Foto: CARLO ALLEGRI
Vis mere

»Anklagerens strategi er at tegne et billede af Maxwell, der var pot og pande med Epstein, hvor man levede i en helt ekstrem rigmandsverden og gjorde helt og holdent, hvad der passede en,« siger han og tilføjer:

»Det, man prøver at vise her, er, at Ghislaine Maxwell var en helt central del af det her misbrug. Og det, som Alessi i dag kunne fortælle, var ikke lige noget, der gør, at man komme til at tænke på hende som et hjertevarmt menneske.«

Retssagen mod Ghislaine Maxwell er sat til at vare seks uger.