Musiker og sangerinde Ulla Bjerre er gået bort.
Det skriver Her & Nu, og i et Facebook-opslag bekræfter hendes ægtemand René Nielsen dødsfaldet.
»Min kære hustru, vores kære mor, svigermor og mormor, Ulla Bjerre steg af eksprestoget i mandags d. 5. april 2021 kl. 11:45 efter nogen tids sygdom.«
»Du er elsket og savnet, men din musik vil leve videre.«

Ulla Bjerre deltog blandt andet i 1991-udgaven af det danske Melodi Grand Prix, hvor hun sammen med Ole Bredahl sang 'Med eksprestog til Kina'.
I 2006 blev Ulla Bjerre helt blind efter fem år, hvor hun så dårligt, men det stoppede hende ikke i at fortsætte med at synge.
For i 2011 deltog hun i 'X Factor, som dengang var til at finde på DR.
»Jeg har gået med en følelse af, at folk ikke skal tro, jeg er færdig. Så nu skulle der ske noget,« sagde Ulla Bjerre dengang til B.T.
Siden sin optræden i Melodi Grand Prix har hun indspillet et par cd’er, der aldrig for alvor er slået igennem, inden hun deltog i 'X Factor'.
Dengang kunne sangerinden dog ikke selv overvære publikums stående bifald efter en flot præstation.
Ulla Bjerre gik bort blot tre dage efter sin 65-års fødselsdag.
Bisættelsen vil finde sted lørdag 17. april og vil kun være for indbudte personer.


