Personalet på restaurant Fasangården i Frederiksberg Have spærrede nok øjnene op en ekstra gang, da de for nylig fik fint besøg.

For gæsten, der kom langvejs fra, var ingen ringere end en verdenskendt skuespiller.

Det var Hollywoodstjernen Edward Norton, der havde valgt at aflægge restauranten med den hyggelige beliggenhed et besøg.

Det skriver Se og Hør, efter Fasangården selv lagde et billede op på Instagram, hvor man takkede den celebre gæst for besøget.

Edward Norton-
Edward Norton- Foto: Willy Sanjuan/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

' Tak for at kigge forbi, Ed,' står der i Instagram-historien, hvor både køkkenchefen og souschefen poserede.

Restauranten bekræfter overfor Se og Hør, at man havde besøg af Edward Norton i weekenden, men vil ikke kommentere yderligere.

Norton er dog ikke den eneste udenlandske kendis, der har fået smag for Danmark.

Den amerikanske skuespillerinde Lily Colins, der blandt andet er kendt for sin rolle som 'Emily' i 'Emily in Paris', har også flere gange besøgt Danmark og lagt billeder op på sine sociale medier.

Og kærligheden til landet blev så stor, at hun tidligere på året investerede i et hus i kartoffelrækkerne i København.

Fasangården åbnede i 2020, og det er Meyers, der står bag restauranten i den tidligere kongelige embedsbolig.

Det er Andreas Ring Kjeldsholm, der er køkkenchef på stedet. Han har tidligere været køkkenchef på den to-stjernede michelin restaurant Vollmers i Malmø.