Danmarks rigeste har forøget formuen med 102 milliarder kroner det seneste år. Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen er udfordret, men særligt én person overrasker positivt.

En – for de fleste – temmelig ukendt rigmand – springer nemlig otte pladser op på listen og ender i top ti.

Det skriver Økonomisk Ugebrev i den nyeste udgave af listen over Danmarks 100 rigeste, som er udkommet mandag.

Mens toppen af listen hos de allerrigeste ikke byder på de store overraskelser, hvor LEGO-familien sidder solidt placeret på en førsteplads, med Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen på en andenplads og Danfoss-familien på en 3.-plads, så er det altså på niende pladsen, at årets første, store overraskelse kommer.

Anders Holch Povlsen er stadig landets andenrigeste. arkivfoto.
Anders Holch Povlsen er stadig landets andenrigeste. arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Her kommer energikongen Knud Erik Andersen nemlig flyvende ind som en af årets højdespringeren, efter han har solgt en større del af livsværket European Energy, der opsætter vindmøller, solanlæg og andre alternative energianlæg til det japanske selskab Mitsubishi HC Capital.

Det har ifølge Økonomisk Ugebrev forøget hans formue fra 11 til 17 milliarder kroner, hvilket altså i år svarer til en 9.-plads på listen.

»Det er noget af et spring fra en 17. Plads til nummer 9,« siger Morten Langer, der er chefredaktør for Økonomisk Ugebrev til B.T.

Han uddyber, at Knud Erik Andersens succes også er imponerende set i lyset af, at det grønne energimarked ellers ikke har haft det for nemt på børsmarkedet den seneste tid.

Thomas Kirk Kristiansen kan godt le, for det går forrygende for Lego. Arkivfoto.
Thomas Kirk Kristiansen kan godt le, for det går forrygende for Lego. Arkivfoto. Foto: Leslie Holm/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er generelt selskaber, der har det ret svært, men Knud Erik Andersen har i hvert fald sidste år formået at levere ret godt, og så er de også nogle af frontløberne på power- to-x – den grønne energiproduktion,« siger han og tilføjer:

»Umiddelbart gør de det fantastisk, men det kan også godt være, at de løber ind i problemer næste år, for det er et marked med modvind.«

Morten Langer er desuden imponeret over LEGO og dets ejere, familien Kirk Kristiansen, der igen i år har formået at øge formuen fra 318 milliarder kroner til 369 milliarder kroner, hvilket gør dem til Danmarks suverænt rigeste. 

Desuden har de formået at give deres to største konkurrenter, Mattel og Hasbro baghjul.

Helt så positivt ser det dog ikke ud for Danmarks andenrigeste, Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen, der godt nok har beholdt sin andenplads, men som kun har formået at øge sin formue med lidt over to milliarder kroner.

»Bestseller ligger stort set uændret. Sidste år havde han en meget stor formue tilbagegang. Han har tabt lidt momentum i forhold til LEGO, der drøner derud af, så hvis han skal fastholde sin andenplads, så skal han nok til at gøre noget med formue udviklingen, mens Kirk-familien ligger suverænt i spidsen som landets rigeste,« siger Morten Langer.

Du kan se hele listen over Danmarks rigeste hos Økonomisk Ugebrev her.