»Det bør være en ting, vi lægger bag os. At vi kalder hinanden nedgørende navne.«

Sådan siger Danmarks tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt om den oplevelse, hun havde torsdag aften på den røde løber til Zulu Awards.

Her kom Ekstra Bladets udsendte journalist med en kommentar knyttet til Helle Thorning-Schmidts tøj, som lød:

»Du er jo sådan lidt bordello-mor i det der.«

Helle Thorning-Schmidt på den røde løber med sine døtre.
Helle Thorning-Schmidt på den røde løber med sine døtre. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Hun valgte at ignorere bemærkningen i øjeblikket, og det var et helt bevidst valg.

»Hvis jeg sagde noget for rullende kameraer, så ville de bare få endnu flere sidevisninger, og det gad jeg heller ikke være med til. Jeg var også på vej til fest med mine døtre, så jeg ville ikke ødelægge min positive energi. På det tidspunkt var det et spørgsmål om, hvor meget jeg gad gå ind i det,« siger hun til B.T.

Men nogle timer senere – da de sociale medier havde bidt sig fast i sagen, og Helle Thorning-Schmidt havde fået en opfordring fra Sofie Linde om, at det var tid til at sige fra  besluttede den tidligere statsminister sig alligevel for at kræve en undskyldning fra mediet.

Og det er hun glad for, at hun gjorde.

Helle Thorning-Schmidt.
Helle Thorning-Schmidt. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Hun (Sofie Linde, red.) havde ret i, at nu måtte jeg lige tage en for holdet. Det var et prik fra den yngre generation. Og det minder mig om, at min egen generation og generationen før mig har måske bare har børstet det af sig og ikke villet bruge energi på det, men det skal vi. Vi skal sige fra over for den slags kommentarer.«

Undskyldningen har hun fået fra Ekstra Bladet – både fra journalisten bag kommentaren og i en artikel på Ekstra Bladets hjemmeside.

Netop det, at der er tale om en officiel undskyldning fra mediet, er da også afgørende for, at Helle Thorning-Schmidt har valgt at acceptere den, da det ifølge hende viser, at de har taget stilling til sagen, erkender fejlen og bestræber sig på ikke at gentage den.

For Helle Thorning-Schmidt handler det da heller ikke om hende, men om det principielle i sagen.

Med næsten tre årtier i politik har hun hørt det, der var værre. Men det betyder ikke, at vi er i mål endnu.

»Tonen er blevet bedre. Der var mange ting, man sagde dengang, som man ikke ville sige mere. Og det er godt, for det betyder, at der er mere rum til at være, som vi er, og at se ud som vi vil. Og det gælder også mænd,« forklarer hun.